Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MC sport

Oliver Svendsen fastholder føring i det tyske mesterskab.

MC sport 
20/08/24 

I den forgangne weekend deltog Road Racing kører Oliver Svendsen i femte afdeling af det tyske mesterskab IDM i klassen SuperSport 300.
Som førende i mesterskabet var Olivers primære mål at gennemføre løbet sikkert og samle vigtige point til mesterskabet.
 

Allerede i kvalifikationen viste Oliver imponerende fart og sikrede sig anden hurtigste tid, blot 0,6 sekund efter den lokale kører Ruben Bijman. Oliver havde på forhånd vurderet, at weekendens løb ville blive udfordrende, da flere af topkørerne har denne bane som hjemmebane og dermed har stor erfaring her.

RACE 1:
Allerede i første sving af løbet lykkedes det Oliver at tage føringen. Hurtigt dannede der sig en førergruppe bestående af tre kørere, inklusiv Oliver, som trak fra resten af feltet. Gennem hele løbet var der intens kamp med konstant skiftende placeringer i førergruppen. På sidste omgang blev presset øget fra alle kørere, og det var umuligt at forudsige, hvem der ville krydse målstregen først. Desværre måtte Oliver nøjes med en tredjeplads, blot 0,09 sekund efter vinderen.

Forud for weekendens andet løb arbejdede teamet sammen med deres teknikere på at finde lidt ekstra fart i cyklen og studerede banedata nøje.

RACE 2:
Søndagens løb bød igen på tæt ræs, og endnu en gang lykkedes det Oliver at få en god start og placere sig i den vigtige førergruppe. Denne gang bestod gruppen af fire hurtige kørere, inklusiv Oliver, som hurtigt trak fra resten af feltet. Efter et spændende løb var det igen på sidste omgang umuligt at sige, hvem der havde overskuddet til at være først over målstregen. Igen blev den berygtede og kendte chikane lige før målstregen afgørende for resultatet. I løbets sidste sving kæmpede kørerne hårdt for placeringerne, og en af konkurrenterne kørte uden for banegrænsen. Overraskende valgte løbsledelsen ikke at tildele en straf for denne hændelse.

Oliver udtaler:
"Selvfølgelig er jeg lidt skuffet over en fjerdeplads i weekendens andet løb og overrasket over løbsledelsens beslutning, men jeg havde forventet en svær weekend, da jeg var den eneste kører i førergruppen, som ikke har denne bane som hjemmebane. Jeg er bare glad for, at jeg stadig er mesterskabsførende, og at alle point er vigtige."

Udover det normale felt af kørere havde Oliver, i samarbejde med IDM, arrangeret mulighed for, at andre skandinaviske SuperSport 300-kørere kunne prøve kræfter med IDM. Denne mulighed for wildcard blev benyttet af tre skandinaviske kørere, som alle var enige om, at det havde været en kæmpe oplevelse.

Oliver ser nu frem til næste løb i det danske mesterskab på Padborg Park i den kommende weekend.

CS-M RACING DENMARK


Læs mere om:
  • Oliver Svendsen
  • Assen
  •