Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark

Godt Grand Prix for Nymark Racing

Super GT
Danmark 

20/08/24 

Super GT DanmarkDet blev et godt Grand Prix Danmark for Nymark Racing, hvor det lykkedes Frederik Nymark at holde fast i mesterskabsføringen i Selected Car Group Super GT Danmark.
 

Det var en noget utraditionel løbsweekend, da det var Grand Prix Danmark eventen på FDM Jyllandsringen, som er et af de mest traditionsrige løb i dansk motorsport. Teamet lagde rigtig godt fra land, i de to træninger, som blev kørt allerede fredag eftermiddag, med Frederik som hurtigste kører begge gange, mens teamets anden kører, Alex Maansen var 8. hurtigste bil i begge træninger.

Herefter stod den på lang ventetid inden kvalifikationen skulle køres lørdag middag. Her blev det til 3. hurtigste tid af alle for Frederik, men vigtigst af alt, foran den nærmeste mesterskabskonkurrent. Alex satte 6. hurtigste tid, og var samtidig den hurtigste Am kører i feltet.


(Foto: Motorsporten.dk)

Der skulle allerede køres løb lørdag eftermiddag, og vanen tro blev top-8 byttet rundt, så Alex startede 3’er og Frederik 6’er.

Det blev et vildt løb, med masse af kampe og positionsskift, men ikke rigtig et løb der gik Nymark Racings vej. Frederik fik en skade på bilens forende, så forkofangeren blafrede op og ned på langsiderne, og skabte voldsomme vibrationer i hele bilen. Derfor var det ikke muligt at køre mere end en 6. plads hjem, men det var trods alt point til mesterskabet. Det blev også et hårdt løb for Alex, som faldt ned fra 3. pladsen til 10. pladsen, men stadig gav gode point til Am mesterskabet.


(Foto: Motorsporten.dk)

Efter mere end 24 timers ventetid, skulle weekendens to sidste løb køres. Der havde kun været lidt sponsorkørsel og Warm Up søndag morgen, men ikke noget der var pointgivende.

En forrygende start fra Frederik, sendte ham hele vejen frem på førstepladsen, hvor han så skulle forsøge at kontrollere løbet fra. Det kunne måske lyde nemt, men der kom nogle elektriske udfordringer med bilen, som ikke længere ville tage fuld gas ude på langsiderne, men i stedet begyndte at hakke og sprutte. Derfor måtte kørestilen ændres, for at undgå fuld gas, hvilket ikke just er optimalt, når man kører racerløb.

Det blev derfor noget mere spændende end det egentlig burde være – men sejren kom i hus. Alex kom hjem på en udmærket tredjeplads blandt Am kørerne, efter endnu et tæt ræs, hvor det lykkedes ham at køre sig frem i feltet.


Alex Maansen
(Foto: Motorsporten.dk)

Til weekendens sidste løb, skulle Frederik starte toer, og den placering holdt han fra start til slut, som på resultatlisten så lidt kedelig ud – men det var absolut alt andet end kedeligt for holdets anden kører. I en duel med en konkurrent, ramte de to sammen, og Alex fik en flyvetur henover dennes motorhjelm, og landede ude i sandfanget – og så var det løb ellers slut. Heldigvis var Alex ok, selvom det ikke var nogen rar lufttur.

Alligevel kunne teamet samlet set være mere end tilfredse med weekendens resultater.


(Foto: Motorsporten.dk)

Mesterskabsføringen er blevet udbygget i både kørernes mesterskab for Frederik Nymark, men også i Teammesterskabet. Men absolut intet er afgjort endnu.

Holdet var også aktive i Grand Prix Tours Super 2L mesterskabet, hvor Mads Rasmussen var ny mand på holdet.

Han var med blandt de allerhurtigste, og startede endda weekendens først løb fra Pole Position, efter at have sat 8. hurtigste tid i kvalifikationen. Weekendens højdepunkt kom også i det første løb, hvor han sluttede treer, i feltet på tyve biler.


Mads Rasmussen
(Foto: Motorsporten.dk)

Alt i alt en rigtig fin debutweekend for Mads, der ligesom Frederik og Alex er tilbage i bilerne igen om små 4 uger, når der skal køres Night Race på Padborg Park. Den weekend starter allerede fredag, og kulminerer med at de sidste løb skal køres lørdag aften efter solnedgang, med lys på bilerne, og lys rundt på banen – årets visuelt mest spektakulære event.


(Foto: Motorsporten.dk)

Indtil da, står den på forberedelser hjemme på værkstedet, så der kan gives fuld gas ned af langsiden for Frederik Nymark, og Alex Maansen kan stille til start med en hel racerbil igen.

nymarkracing@gmail.com

Pressemeddelelse


Læs mere om:
  • Alex Maansen
  • Frederik Nymark
  • Mads Rasmussen
  • Nymark Racing
  • Jyllandsringen
  • 18/08/24 - Jyllandsringen - Super 2L Danmark
  • 18/08/24 - Jyllandsringen - Super GT Danmark
  •