Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Danish Supercar League vil skabe seks superweekender på de danske racerbaner

Diverse 
17/08/24 

Jens Kristoffersen og Tom Pedersen har i forbindelse med det årlige GP Danmark på FDM Jyllandsringen præsenteret et nyt koncept, der til næste år vil skabe seks superweekender med den bedste samlede motorsportsoplevelse på de danske racerbaner for tilskuerne og deltagerne. Danish Supercar League bliver titlen.
 

 

”Med Danish Supercar League vil vi arbejde på at sælge en løbsweekend som én samlet motorsportsoplevelse, hvor vi i mange år har haft tradition for kun at sælge én enkeltklasse til publikum og sponsorer,” siger Tom Pedersen fra Padborg Park I/S, som i de seneste år har drevet klasserne Super GT, Super 2L, Legend Car Cup og Danish Endurance Championship sammen med Jens Kristoffersen.  

”Vi vil gøre løbsweekenderne til bedre og mere samlede oplevelser, hvor der også bliver plads til f.eks. ordentlige præmieoverrækkelser, ligesom afviklingen af løbene ikke bliver så stressende som hidtil,” forklarer Jens Kristoffersen. ”I dag er tidsplanerne presset til det yderste, og ved Danish Supercar League-weekenderne vil vi derfor reducere antallet af klasser på programmet til fem. På den måde får den enkelte klasse mere køretid, og vi får mere ro til at afvikle løbene sportsligt mere korrekt, så perioder med safety car f.eks. ikke medfører reduktion i antallet af rigtige racer-omgange.”  

De seks klasser på Danish Supercar League-programmet bliver Super GT, Legend Car Cup, TCR, Danish Endurance Championship, Nordic 4 og Special Saloon Car. De to første klasser vil deltage i alle seks Danish Supercar League-weekender, mens de øvrige fire klasser på skift vil være med.  

Der skal i fremtiden ikke køres selvstændige løb for de nuværende Super GT-biler. Der oprettes en division for disse biler som Super GT Endurance i løbene i Danish Endurance Championship parallelt med mesterskabs nuværende divisioner.  

Til gengæld overtager Super 2L-klassen navnet Super GT, og der foretages nogle ganske få modifikationer på bilerne. Det drejer sig om en ændret bagvinge og et dækvalg, som er mere optimalt til bilen end det nuværende, mens en Super Pole-kvalifikation kommer til at indgå i afviklingsformatet.  

Legend Car Cuppen fortsætter med sine nuværende biler og tre divisioner – Legend, Masters og 4-cylindret – men der arbejdes med en shoot out i tidtagningen, hvor de 20 hurtigste går videre fra første til anden tidtagning.  

Padborg Park

Morten Alstrup