Såvel lørdag eftermiddag som søndag formiddag køres der et 50 minutters langdistanceløb på racerbanen øst for Silkeborg, og for langdistanceløb gælder præmissen om, at de vindes på racerbanen, men tabes i pitten. Denne pit skal mandskaberne besøge mindst én gang i hvert løb for at foretage et obligatorisk kørerskifte, og tæller et mandskab kun én kører, skal denne stadig køre i pit indenfor det ti minutter lange pitvindue, stige ud, lukke døren på racerbilen, stige ind og spænde sig fast igen, inden løbet kan genoptages.
Henrik Bollerslev jagter sæsonens første DEC-sejr på FDM Jyllandsringen. (Foto: Stumpphoto)
Feltet er inddelt i fem divisioner, og næsten halvdelen af racerbilerne starter i DEC3-division, som bogstaveligt talt befinder sig midt mellem de langsomste og de hurtigste biler i feltet. Men det er netop i DEC3-divisionen, at man nok vil komme til at opleve den hårdeste kamp. Fire løb er kørt indtil nu i år, og disse fire løb har haft tre forskellige vindere i DEC3-divisionen.
Frederik Normann, Rødkjærsbro, har vundet to af dem i sin BMW M3 E46 og fører derfor divisionstabellen an. Kaare Frogne, Roskilde, har også scoret en sejr, mens Sally Racing ligeledes har haft et mandskab øverst på podiet. Men i DEC3-divisionen er der stadig mandskaber, som tidligere har vundet løb, men endnu ikke er nået til tops i årets løb. Det gælder eksempelvis far-og-søn-teamet Peter og Mikkel Obel, Kalundborg, som vandt sidste års mesterskab, ligesom Henrik Bollerslev, Viborg, jagter sin første 2024-sejr.
En række nye mandskaber stiller for første gang i denne sæson til start i Danish Endurance Championship. Far-og-søn-duoen Dan Pedersen/Chris Leonhard, begge Brædstrup, starter i en Renault Clio V6, mens de erfarne Youngtimer-kørere Mik Henriksen/Mick Stentved, Esbjerg/Odense, deltager i førstnævntes BMW. I den hurtige DEC5-division bliver Torben Ingerslev/Kevin Rossel, Struer/Vejle, i deres Ferrari 488 Challenge Evo udfordret af en nyere Ferrari 296 Challenge, som køres af Anders Bidstrup/Søren Bidstrup, Svendborg/Valby.
Danish Endurance Championship
Læs mere om: Henrik BollerslevJyllandsringen18/08/24 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship |