(Foto: Fotocar13)
Op til weekenden havde det spanske team en stærk tro på, at ændringer på bilen havde fået farten tilbage. Selvom tro kan flytte bjerge, får det ikke nødvendigvis en racerbil til at køre hurtigere, måtte Theodor Jensen erkende:
- Allerede under træningerne fredag var det tydeligt, at jeg manglede fart. Det blev ikke bedre i kvalifikationerne, hvor jeg endte på 20. og 21. pladserne, så udgangspunktet var svært, fortæller den 18-årige østjyde.
I løbene blev det ikke meget bedre. På trods af ild i øjnene og viljen til at satse, er den franske F1-bane svær at overhale på, og Theodor måtte nøjes med at avancere til 15. pladsen og sjettebedste rookiekører.
(Foto: Fotocar13)
Søndagens løb var ligeledes en svær udfordring. Efter en god start blev den ellers hurtige randrusianer fanget bag flere langsommere kørere og havde svært ved at finde vej forbi dem. Kombineret med en 10 sekunders straf for at overskride banens track limits blev det kun til en 18. plads.
- Det har været en slem weekend for at sige det ligeud. Jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, og det gjorde også, at jeg fik en træls straf fordi jeg pressede sådan på, fortæller Theodor Jensen, der heldigvis kan se frem til en ny bane allerede i den kommende weekend.
Her gælder det den hollandske Formel 1-bane, Zandvoort, og forhåbentlig er fejlen på bilen fundet inden da, så den danske racerkører får fart på og flere pokaler med hjem.
Theodor Jensen Racing Læs mere om: Theodor JensenPaul Ricard07/07/24 - Paul Ricard - Eurocup-3 |