Nicklas Nielsen
Ingen der har fulgt Nicklas Nielsens karriere de sidste fem år har været i tvivl om han er en verdensstjerne. Det har man vidst indenfor motorsportens verden, og nu bliver hans navn også kendt i et bredere forum. Han er Danmarks nye superhelt, og indskriver sig i den eksklusive kreds af danske generalklassevindere (Tom K, John Nielsen). På hjemlig plan er han nu på niveau med navne som Mathias Gidsel, Jonas Vingegaard og Christian Eriksen. Det mest bemærkelsesværdige ved hans indsats på Le Mans var dels hans utrolige evne til at holde Ferrarién på banen med tørvejrsdæk i silende regn, dels hans mod til selv at tage den taktiske styring i løbets kritiske slutfase, hvor han krydsede målstregen med en bil der nærmest var tømt for benzin og energi (bilen kunne næppe have gennemført yderligere en omgang i løbstempo). Perfekt disponeret af den 27-årige danske Ferrari-kører.

Danskerne
Nicklas Nielsen var ikke den eneste dansker der gjorde deres videre karriere en stor tjeneste på Le Mans. Michael Christensen og Porsche #5 lå i top-10 det meste af løbet, og sluttede P6 efter flere perioder i føring. Oliver Rasmussen og hans privatanmeldte JOTA Porsche sluttede løbet på niendepladsen (på omgangshøjde med vinderbilen), mens løbet derimod blev en stor skuffelse for Peugeot og Mikkel Jensen. Ikke pgr. af Mikkels kørsel; den nye udgave af model 9X8 var simpelthen for langsom.

I GT blev det til noget der ligner et gennembrud for Mikkel O Pedersen, der i den nye Ford Mustang kom i mål på tredjepladsen til sit bedste resultat nogensinde. Frederik Schandorff leverede en fremragende indsats i McLaren, mens unge Conrad Laursen fik en flot debut og kronede sin indsats ved at sætte klassens hurtigste omgang undervejs i løbet; hans navn er sikkert blevet noteret af mange teamchefer i klassen. Også Michelle Gatting og Marco Sørensen gjorde det godt.

I LMP2 var Malthe Jensen blandt feltets hurtigst, men fik desværre tekniske problemer mod slut og faldt tilbage. Heller ikke Frederik Vesti og David Heinemeier Hansson kom igennem løbet uden udfordringer.

Kommentar
Mens ACO og FIA skal have stor ros for de reglementsændringer der har resulteret i genfødslen af langdistanceløb, er der også ting der peger lidt i den anden retning, desværre. Og det drejer sig ikke om reglerne, men om eksekveringen heraf, hvor ansvaret falder på løbsledelsen.

Race Director, den nærmest legendariske portugiser Eduardo Freitas, og hans stab havde tilsyneladende på forhånd besluttet at slå hårdt ned på selv den mindste forseelse. Og som sagt så gjort. Hvor begrebet ”track limits” stort set ikke var et samtaleemne for nogle få år siden er det pludselig blevet et stort problem på den 13,6 km. lange bane, der er tæt på uændret fra tidligere.

Ligeledes blev selv ubetydelige overtrædelser i forbindelse med Slow Zones (SZ) eller Full Course Yellow (FCY) straffet øjeblikkeligt og hårdt. For ikke at tale om brugen af Safety Car (SC) og den langsommelige proces for genstart herefter.

Det værste eksempel på det sidste var den mere end fire timer lange procession efter SC søndag morgen, der efter manges mening var mindst to timer for lang. Og hvorfor ikke blot kaste et rødt flag i stedet for at belaste kørere og materiel unødvendigt, som det skete på Nürburgring for nylig?

Nultolerance er en nødvendighed i motorsport, hvor der findes mange kreative sjæle og et yderst kompliceret regelsæt. Det er ikke det, der er problemet, men der bør vel være en bagatelgrænse; det sidste man ønsker, er en indførelse i WEC af det samme regeltyranni der hersker i F1.

Vi har fat i noget stort i langdistanceløb – lad nu være med at ødelægge det.

På https://www.eurosport.dk/ kan man se interviews med bl.a. Nicklas Nielsen, samt videoklip fra løbets dramatiske afslutning.
Se også https://www.facebook.com/eurosportdanmark/?_rdr