Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Endurance Race

Ødelagt nat blev dyr for Henrik Bollerslev i Nürburgring 24H

Endurance 
03/06/24 

Årets absolutte motorsportshøjdepunkt for Henrik Bollerslev og Team Lindholm Leasing er Tysklands svar på Le Mans, Nürburgring 24H. Dette års udgave var det 52. i rækken, og med 240.000 tilskuere på plads i Eifelbjergene.
 

I lighed med flere tidligere optrædener i netop Nürburgrings 24-timersløb kørte Henrik Bollerslev med det tyske team Four Motors GmbH, som med alternative materialevalg, alternative brændstoffer med videre gør sit til at gøre motorsport med teamets Porsche 992 Cup-racer til en grønnere sportsgren.

Men vejret i Eifelbjergene spillede holdene bag alle 130 biler et puds, for hele ugen bød på nedbør, og under løbet endte det hele i en langvarig afbrydelse på grund af tåge. Så lang, at løbet aldrig rigtig kom i gang igen. Og selvom det endte med, at teamet viste gode takter, så blev det en lidt hul fornemmelse, mener Henrik Bollerslev.

- At vejret er vildt på Nürburgring er nærmere reglen end undtagelsen, men jeg er lidt ærgerlig over, at vi fik splittet hele løbet ad på grund af tåge. Tågen lagde sig tæt over en del af banen cirka klokken 23.30 lørdag aften, så løbsledelsen valgte at stoppe løbet helt. Hele søndagen gik på at afvente en genstart, men da den kom, så fik vi aldrig løbet rigtigt i gang, forklarer han.

Sagen er den, at Nürburgring til 24-timersløbet er verdens længste racerbane. Den er 25 kilometer lang, og derfor afvikler man ikke løbet på helt traditionel vis med safetycars. I stedet kan man sætte fartgrænser på sektioner af banen, hvis der for eksempel er oprydning efter et uheld eller hvis vejret er farligt. Den model benyttede man sig ikke af, og derfor blev 2024-udgaven af Nürburgring 24H historiens hidtil korteste.

- Man skulle have løst det ved at lave en fartgrænse i området med tåge, men det gjorde man ikke. Det ærgrer mig, for jeg elsker løbet og den stemning de her 240.000 tilskuere kommer med hvert eneste år. Og de fortjener et godt ræs for deres indsats. Det samme gør teams, det samme gør sponsorer og os kørere.

Mistede trumfkortet

Og med en afbrydelse over hele natten, så forsvandt det store trumfkort for Henrik Bollerslev og resten af Four Motors. Planen var, at Henrik Bollerslev og Michelle Halder - bedst kendt i Danmark for sin deltagelse i TCR Denmark - skulle dele nattekørslen. Men sådan gik det ikke.

- Jeg fik verdens korteste nattekørsel. Jeg skulle have kørt et dobbelt stint, men jeg nåede kun tre omgange, inden de stoppede løbet. Det var lidt udset til at være vores trumf, for Michelle overraskede mig meget positivt - hun er god! Og jeg er sikker på, at vi nok var endt et andet sted end vores generelle 53. plads, hvis vi havde fået lov at gøre forskellen, siger Henrik Bollerslev og afrunder:

- Men sådan er det bare sommetider på Nürburgring - vi bestemmer ikke over vejret.

Henrik Bollerslev og Team Lindholm Leasing

Niklas Majgaard


Læs mere om:
  • Henrik Bollerslev
  • Nürburgring
  • 02/06/24 - Nürburgring - Endurance
  •