Ferrari-kiks på hjemmebane
Det lå lige til højrebenet. Ferraris smukke 499P var hurtigste bil på Imola, og en hjemmebanesejr syntes sikker. Nicklas Nielsen startede # 50 fra pole, og dikterede længe tempoet foran de to andre Ferrarier. Men så kom regnen. Mens alle konkurrenter straks pittede for regndæk lod man hos Ferrari alle biler blive ude på tørvejrsdæk, inden man også måtte drage den nødvendige konklusion og pitte. Da havde man tabt tonsvis af tid, og dermed alle sejrschancer.
De forsvarende mestre fra Toyota havde indtil da spillet en anonym rolle, men greb med kyshånd gaven fra Ferrari og tog en meget velkommen første sæsonsejr i WEC med bil # 7. Næst efter japanerne var det dog Porsche der blev de største vindere, med de to fabriksbiler i mål på anden- og tredjepladsen (# 6 foran # 5). Dermed trækker tyskerne fra i den samlede stilling.
I Hypercar var der også points til Nicklas Nielsen (Ferrari, P4) og Mikkel Jensen (Peugeot, P10), mens Marco Sørensen sikrede et enkelt point til D’Station AMR i GT3.
Se eller gense interview med Tom K og Michael Christensen på https://www.eurosport.dk/motorsport/
The fuel-saver
Rundt omkring på tankstationer kan man købe ”fuel save” benzin. Om det er opkaldt efter IndyCars egen Mr. Fuel-save vides ikke, men den 43-årige New Zealænder Scott Dixon har ofte demonstreret en nærmest overnaturlig evne til at køre længere på literen end sine konkurrenter – for derved at spare tid i pitten og komme først over målstregen. Det skete igen i søndagens løb i Long Beach, Californien, hvor veteranen scorede sejr nr. 57 i karrieren. Dixon startede løbet P8 (ved siden af Christian Lundgaard), men fik en alternativ strategi til at virke på en måde ingen andre formåede.
Nogen vil kalde det held, men det kan udelukkes når man ser hvor mange gange det er sket før. Fuel-save indebærer taktisk og strategisk overblik af både kører og team, rigtige dækvalg, lift-and-coast evner samt en engleblid højrefod. Disse egenskaber har både Dixon og Chip Ganassi Racing til overflod. Otte mesterskaber er det hidtil blevet til, og ingen skal blive overrasket hvis der kommer flere.
For 2 X Christian blev det et løb til glemmebogen. Lundgaard startede fra P7 efter en god kvalifikation, men en straf (unsafe release af teamet) samt et sent ”splash-and-dash” pitstop ødelagde racet, mens Rasmussen crashede efter kontakt med muren.
IndyCar er i aktion allerede næste weekend, denne gang på Barber Motorsport Park i Alabama.
Kevin i Kina
Når man hører at Kevin Magnussen udkvalificerede Lewis Hamilton i Kinas Grand Prix spidser man ører, lige indtil man erfarer de startede P17 og P18! Kevin var dog decideret uheldig med den dårlige startplads; hans tiendeplads i lørdagens sprint er mere repræsentativ for indsatsen. Hvad Hamilton angår ligner han en mand der allerhelst så sæsonen være slut så han kunne tage en rød køredragt på. Det er tænkeligt han og Toto Wolff skilles før tid midtvejs i sæsonen, og sker det skal Frederik Vesti være klar ved havelågen.
Ugens special – Long Beach
For ca. 50 år siden fik en amerikaner ved navn Chris Pook en god ide. Han overbeviste bystyret i Long Beach, en forstad til Los Angeles, om at et racerløb ved byens havn var en god ide. The Long Beach Grand Prix var en realitet, og blev afviklet første gang i 1975. Første løb var for Formel 5000, men allerede året efter var US Grand Prix West for F1 en realitet. Det første GP blev vundet af Clay Regazzoni i en Ferrari, og de følgende år så navne som Mario Andretti, Carlos Reutemann, Gilles Villeneuve, Nelson Piquet, Niki Lauda m.fl. stå øverst på sejrsskamlen.
Der blev kørt F1 på banen frem til 1984, hvor det forsvandt fra kalenderen. Men løbet fortsatte, nu som afdeling af CART/Champ Car, og fra 2008 til nu som del af IndyCar mesterskabet.
I tilgift har løbet siden 1990 været en ”double-ticket” hvor også sportsvogne er på plakaten. Fra 2006 har IMSA hvert år afviklet en afdeling af USA’s højste endurance-mesterskab om lørdagen, mens IndyCar kører søndag.
Mange racerfans har formentlig en ”bucketliste” med racerløb og baner man skal nå at besøge inden det bliver for sent. Det vil være en rigtig god ide at sætte Long Beach Grand Prix på denne liste, hvis det ikke allerede er gjort. Løbet satte i år tilskuerrekord med omkring 190.000 tilskuere, og næste år kan man fejre 50-års jubilæum.
Når man så alligevel er der, kan man supplere med besøg på den gamle luksusliner Queen Mary og museet med Howard Hughes flyvebåd ”Spruce Goose”, der begge ligger indenfor gåafstand af løbets berømte langside Shoreline Drive.
Og så er vejret altid godt i det sydlige Californien!
Bo Baltzer Nielsen BBN Consult Læs mere om: Christian LundgaardChristian RasmussenFrederik VestiKevin MagnussenMarco L. SørensenMichael Klitgaard ChristensenMikkel JensenNicklas NielsenTom KristensenImolaLong BeachShanghai21/04/24 - Imola - FIA WEC - FIA VM21/04/24 - Long Beach - IndyCar Series 21/04/24 - Shanghai - Formel 1 - FIA F1 |