Danskerfest i Barcelona
Første afdeling af årets European Le Mans Series (ELMS) blev afviklet
den forgangne weekend på Grand Prix-banen i Barcelona. Og det blev en ny
manifestation af dansk bilsports fornemme niveau.
Generalklassementet blev vundet af Malthe Jakobsen og hans
holdkammerater hos Cool Racing Lorenzo/Miyata. Her fik Frederik Vesti
sin debut i endurance-racing, men et uheld for en af hans medkører satte
desværre holdt bagud i den samlede stilling.
I GT3 vandt det rent danske hold Formula Racing med Johnny & Conrad
Laursen, suppleret med Ferrari fabrikskører Nicklas Nielsen, en fornem
sejr. Her havde Michelle Gatting og Iron Dames uheld og måtte udgå med
teknisk defekt.
For at gøre weekenden fuldkommen vandt danske High Class Racing med Jens
Reno Møller LMP3-klassen i første afdeling af Le Mans Cup, der blev kørt
lørdag.
Næste weekend bliver fyldt med bilsport:
- WEC på Imola. Køres søndag, bliver det første danske sejr i Hypercar?
Optakt følger.
- F1 i Shanghai. Kan Haas og Kevin Magnussen fortsætte den lovende
sæsonstart?
- Søndag køres anden afdeling af IndyCar med 2 x Christian. Det sker
søndag i Long Beach.
- Forinden køres lørdag på samme bane afdeling af IMSA Weathertech
Sportscar Championship.
Ugens special – Malthe Jakobsen
Den ansete engelske motorsportskommentator Mark Hughes, fra det lige så
ansete fagblad Motor Sport Magazine, skrev i sidste uge en
opsigtsvækkende artikel, hvori han i fuld alvor foreslog Red Bull at
give Malthe Jakobsen chancen i F1! Det sker nok ikke, men er ikke desto
mindre et klart bevis på at det ikke kun er i Danmark man har fået
øjnene op for den 20-årige Thybos ekstraordinære kvaliteter.
Malthe er et produkt af den danske kartingskole hvor han vandt DM for
juniorer i 2017. Året efter gik det løs i Formel 4, og som første
dansker deltog han, så snart han var gammel nok, i South East Asia F4
Championship, der foregik omkring Sepang-banen i Malaysia. Forskrækkede
sin mor (og os andre) ved at vende hjem fra en afdeling i 2019 med
skrabemærker på hjelmen efter en tur på hovedet, men det afskar ham ikke
fra senere på året at vinde DM i F4.
I Corona året 2020 fik den nu 16-årige dansker debut i ELMS (LMP3), og
kronede dette med mesterskabet i 2022, hvor han bl.a. præsterede seks
pole positions ud af seks mulige. Her blev det også til en sensationel
sejr på Sebring, samt andenpladsen i Daytona 24 Hours, ligeledes i LMP3.
I 2023 gjaldt det så LMP2, hvor han med sine 19 år og nogle måneder blev
den hidtil yngste dansker på Le Mans. Her kom også de første sejre i
ELMS og samlet andenplads i LMP2 Pro/Am.
Formen forud for denne sæson blev pudset af ved at vinde samme kategori
i Asian Le Mans Series, og sidste søndag så karrierens største sejr ved
at vinde Pro-klassen (og generelt) i åbningsløbet på Circuit de
Barcelona-Catalunia.
I 2023 blev Malthe Jakobsen tillige udnævnt til officiel reserve og
juniorkører for Peugeot i WEC Hypercar.
Når mesterskabet afvikler tredje afdeling på Spa 11. maj er to af
Peugeots faste kørere (Jean-Eric Vergne og Stoffel Vandoorne) optaget af
en afdeling af Formula E samme weekend. Som dansker krydser man derfor
fingre for at Peugeot vælger at give debut til Thyboen ved dette løb;
måske endda i samme bil som Mikkel Jensen.
De kan roligt gøre det; Malthe er klar!
Sidste uge bragte vi her første afsnit af historien om dansk bilsports
Generation X. Her følger andet afsnit:
… de tre hurtige sønderjyder fik i halvfemserne konkurrence fra andre
danskere, hvoraf to skulle vise sig at opnå endnu mere succes mens den
tredje blev stoppet da det så allermest lyst ud. Det drejer sig
naturligvis om Tom Kristensen, Jan Magnussen og Jason Watt. De fleste
racefans er stadig bekendt med de imponerende resultater:
- Tom Kristensen. Kongen over dem alle, ”Mr. Le Mans” har skrevet
historie med sine ni sejre i 24-timers klassikeren. En rekord der
formentlig aldrig vil blive overgået. Læg hertil seks sejre i Sebring 12
Hours (også rekord), tysk F3-mester 1991, japansk F3-mester 1993,
løbssejre i F3000, DTM og BTCC samt verdensmester FIA WEC 2013. Udfylder
i dag adskillige ambassadørroller og virker som ekspertkommentator for
Viasat og Eurosport.
- Jan Magnussen. Af mange anset som det største naturtalent dansk
bilsport har fostret. Vandt VM i gokart hele tre gange, og det
prestigefyldte britiske F3-mesterskab med rekord antal sejre i 1994.
Debut i F1 for McLaren i 1995 (et enkelt løb), og deltagelse i 24 Grand
Prix for Stewart 1997 – 98. Ofret da Jackie Stewart i 1998 skulle finde
en syndebuk for manglende resultater, men fik senere en lang og
glorværdig karriere i amerikansk motorsport og ikke mindst på Le Mans,
hvor det blev til fire klassesejre. Stadig aktiv.
- Jason Watt. Vinder Formel Opel Eurocup 1995. Efter en fremragende
sæson i FIA F3000 Championship 1999 med Team Den Blå Avis, stod Jason
foran sit livs chance: F1-test for Williams. Så skete tragedien: en
udramatisk foto-shoot på motorcykel for et MC-magasin endte helt galt,
og sendte ham permanent lammet i kørestol resten af livet. På trods
heraf et dansk mesterskab i DTC 2002 i en bil med specialbygget
håndkontrol.
I samme årgang finder vi den eneste rallykører på listen. Henrik
Lundgaard scorede 1997 som første og eneste dansker nogensinde point til
FIA World Rally Championship, og vandt siden EM i 2000.
Med starten af det nye årtusinde kom nye navne til, og fuldførte
billedet af Generation X. Mest kendt er
- Nicolas Kiesa. Fik som blot tredje dansker gennem tiden debut i F1, da
han i 2003 deltog i sæsonens fem sidste løb for Minardi. Forinden havde
Københavneren vundet det britiske Formel Ford-mesterskab 1999,
efterfulgt af løbssejre i F3 og F3000. De fem F1-løb i 2003 blev fulgt
op af syv starter som fredags-tester for Jordan i 2005, inden det blev
til et enkelt Le Mans i 2006. Virker nu som fast ekspertkommentator ved
Viasats Formel 1 transmissioner.
Af samme generation som Kiesa kan nævnes Kristian Kolby (engelsk Formel
Ford-mester 1998), Ronnie Bremer (første dansker i Champ Car-serien i
USA, forløberen for IndyCar), Allan Simonsen (der på tragisk vis mistede
livet på Le Mans i 2013) samt Casper Elgaard der foruden en succesfuld
karriere i DTC tillige vandt klassesejr på Le Mans 2009 (sammen med
bl.a. Kristian Poulsen).
X var generationen der endegyldigt brød med den danske Jantelov, og
beviste at det både var tilladt og muligt at have store ambitioner selv
om man kom fra et lille land, og ikke havde store penge i baghånden. Den
indstilling har siden præget de efterfølgende generationer.
Læs hele artiklen, klik på
bbn-consult.dk/generation-x-farvel-til-janteloven/
Bo Baltzer Nielsen BBN Consult Læs mere om: Allan SimonsenCasper ElgaardChristian LundgaardChristian RasmussenConrad LaursenFrederik VestiHenrik LundgaardJan MagnussenJason WattJens Reno MøllerJohnny LaursenKevin MagnussenKristian KolbyKristian PoulsenMalthe JakobsenMichelle GattingMikkel JensenNicklas NielsenNicolas KiesaRonnie BremerTom KristensenHigh Class Racing14/04/24 - Circuit de Catalunya - ELMS20/04/24 - Long Beach - IMSA21/04/24 - Imola - FIA WEC - FIA VM21/04/24 - Shanghai - Formel 1 - FIA F1 |