Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4

Mikkel Gaarde Pedersen: ”Jeg har lært meget og fået masser af erfaring”

Formel 4 
13/03/24 

I weekenden sluttede Mikkel Gaarde Pedersen sin deltagelse i den spanske vinterserie for Formel 4 – en løbsserie over fire weekender, han har brugt som forberedelse til sin deltagelse i det spanske Formel 4-mesterskab, der begynder i maj.
 

”Jeg har lært meget og fået masser af erfaring,” siger Mikkel Gaarde Pedersen. ”Både erfaring med bilerne, men også med de fire forskellige baner, som vi kørte på i vinterserien. Dem skal vi bl.a. også køre på senere i år i selve Formel 4-mesterskabet.”


Mikkel Gaarde Pedersen med sin racer fra DriveX-teamet
(Foto: GP Racing Mikkel Pedersen)

Den sidste af de fire runder af den spanske vinterserie fandt sted på Circuit de Catalunya – banen, der også er vært for det spanske Formel 1 Grand Prix. Men det blev ikke den afslutning på løbsserien, hvor han tidligere havde været på podiet, teenageren fra Egernsund havde håbet på.

”Jeg blev påkørt bagfra under min kvalifikation og blev skubbet af banen. Så var den weekend ligesom ødelagt,” konstaterer han tørt om den kvalifikation, som bestemmer startopstillingen til løbene.

”Banen var våd, men den tørrede op, og omgangstiderne blev bedre og bedre. Men så blev der rødt flag, fordi jeg var blevet skubbet af. Mit baghjulsophæng var blevet ødelagt og jeg kunne ikke være med igen, da de fortsatte kvalifikationen. Her blev banen bare mere og mere tør, og de andre kunne forbedre deres tider.”


Mikkel Gaarde Pedersen var omgivet af en række af sine sponsorer på gridden
(Foto: GP Racing Mikkel Pedersen)

Det udløste startplaceringer i den bageste ende af feltet. I det første løb kørte den 15-årige racerkører sig fra 20. til 13. pladsen, mens han i det andet avancerede fra 32. til 17. pladsen. ”Det gjaldt bare om at komme op gennem feltet, når der ikke var safety car på banen,” siger han. ”En lang række af de sponsorer, som hjælper mig i min karriere, havde taget turen til banen i Barcelona for at følge mig. Desværre kunne jeg ikke vinde nogen pokal foran dem, men de fik da set en masse af mine overhalinger.”

Om små to måneder det spanske Formel 4-mesterskab i gang. Hjemme i det sønderjyske er Mikkel Gaarde Pedersen så småt begynde at forberede sig på det – såvel mentalt som fysisk.

”Ved weekendens løb kunne jeg godt mærke, at jeg havde brugt min hånd, og det bliver godt, at den kan få noget ro,” siger han med henvisning til den skade han pådrog sig tidligere på året.

”Jeg synes, at jeg har fået godt styr på banerne og den bil, man bruger i Spanien. Jeg formåede ikke rigtigt at ramme rigtigt med dækkene i kvalifikationer, og det er en af de ting, jeg vil prøve at forberede mig på mentalt, inden jeg skal afsted igen.”

Følg Mikkel Gaarde Pedersen på
Instagram: @mikkelpedersen55
Facebook: @MikkelGaardeP

GP Racing Mikkel Pedersen


Læs mere om:
  • Mikkel Gaarde Pedersen
  •