Sidste år sluttede han på podiet, men så langt kom Nicklas Nielsen slet ikke i årets udgave af 24-timersløbet på Daytona International Speedway, som blev flaget grønt lørdag aften dansk tid. Den danske Ferrari-fabrikskører nåede faktisk slet ikke et eneste stint, før AF Corse måtte sende bilen i garagen med defekt motor.
Det startede ellers lovende for Nicklas Nielsen og teamkammeraterne Luis Perez Companc, Matthieu Vaxiviere og Lilou Wadoux, som havde kæmpet med farten under forberedelserne til det amerikanske 24-timersløb. Firkløveret startede ræset fra en 10. plads i den 13 biler store LMP2-klasse, men havde kørt sig godt op i feltet og nået en fjerdeplads i klassen, inden bilens kræfter begyndte at svigte.
– Der var ikke noget at gøre. Bilen mistede mere og mere power og meldte fejlalarmer, og hvis vi havde fortsat, var vi blevet nødt til at parkere den ude på banen. Det er naturligvis vildt ærgerligt, for der er mange dygtige mennesker, som har arbejdet voldsomt hårdt de sidste mange uger, men hvis ikke bilen er hundrede procent i orden, så har man alligevel ikke en chance her på Daytona. Der er ikke andet for end slå en streg over weekenden at kigge fremad, og næste løb er Sebring, lyder det fra Nicklas Nielsen.
Anden afdeling af IMSA WeatherTech Sportscar Championship, det berømte 12-timersløb på Sebring International Raceway, afvikles den 13.-16. marts. Inden da skal Nicklas Nielsen i aktion for Ferraris Hypercar-team, når 2024-udgaven af FIA World Endurance Championship skydes i gang i Qatar den 29. februar til 2. marts.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Nicklas NielsenDaytona28/01/24 - Daytona - IMSA |