Inden weekenden lå Henrik Eilertsen firer i mesterskabet, og skulle egentlig bare fokusere på at køre den sikkert i hus, for hullet op til de foranliggende kørere krævede ekstremt meget uheld for dem. Med et pænt forspring til manden på femtepladsen – men ikke umuligt at hente – skulle der en god kvalifikation og tre solide heats til, for at være helt sikker på P4.
(Foto: JJ Media)
Weekenden startede med træning lørdag formiddag, hvor den lille blå Legend Car med startnummer 69 på siden satte 16. hurtigste tid i det 35 bils store felt. Der var dog stadig enkelte våde pletter rundt på banen, efter regn i løbet af fredagen. Det var dog ikke det store problem, da alle racere i forvejen kører med mønstrede dæk uanset vejrforholdene.
Selvom der var kommet en regnbyge midt på dagen lørdag, var banen mindst ligeså tør, hvis endda ikke mere tør til kvalifikationen lørdag eftermiddag. Det kunne også aflæses på tiderne, som blev omkring 0,2 sekunder hurtigere for det meste af feltet, inklusiv Eilertsen. Derfor blev det til 16. hurtigste tid – en placering plus/minus som har været rimelig fast gennem 2023.
Da top 20 bliver vendt rundt til startplaceringerne i løb 1, skulle Henrik derfor starte femmer. Starten forløb rigtig fint, med en kanon start, som nogle troede var en tyvstart, men faktisk var reel nok. Der blev holdt fast i toppen af feltet, indtil der kom Safety Car på den anden omgang af løbet, grundet en afkørsel for en anden kører.
Nogle gange er det godt at få lidt ro på – men når der ligger 15 kørere bagved, som alle kørte hurtigere i tidtagningen, ville det bedste have været, bare at kunne stikke af sted. Derfor røg der også hurtigt nogle placeringer, da løbet blev givet frit igen. Men herefter lykkedes det Eilertsen at få fundet et niveau omkring den generelle 11. plads, hvor det bølgede frem og tilbage et par gange. Men det blev til P11, da han passerede det ternede flag, og som 4. bedste kører i Masters.
(Foto: JJ Media)
Søndag middag skulle Heat 2 køres, og her startede Henrik fra 12. pladsen.
Det blev til endnu en god start, men allerede i Sving 1, var der tumult foran ham, med biler som holdt på tværs midt på banen. Det gjorde at han måtte bremse lidt ekstra, og kører en ekstra snæver bane i Sving 1. Det var der desværre nogle andre kørere som ikke var helt forberedt på, da de havde ligeså travlt med at undvige. Det gjorde at startnummer 69 både selv fik en lille lufttur, men også blev ramt af en anden kører, som havde fået en endnu vildere lufttur. Da denne kører landede igen, var det lige omkring forhjulet på Eilertsens racer, og gav et ordentlig slag i styretøjet.
Langsomt måtte en irriteret kører trille tilbage mod pitten, hvor chefmekaniker Bjørn Andersen hurtigt kunne konstatere at den ene trækaksel var revet over, foruden et lettere skævt styretøj, og en ødelagt forkofanger, plus diverse andre småskader på bilen.
Heldigvis var der næsten fire timer til det sidste heat i 2023, så det var ikke noget problem at få det alt sammen skiftet. Henrik kunne i ventetiden gå og ømme sig lidt over smerter i den ene tommeltot, da den havde fået et ordentligt stræk, da rattet næsten blev revet ud af hånden på ham, på grund af den dobbelte kontakt i løbet.
(Foto: JJ Media)
Ved ikke at have kørt heat 2, skulle han starte helt tilbage på 21. pladsen – lige midt på øretævernes holdeplads – men til trods for det, lykkedes det ham at holde sig ude af problemer. Så efter den første omgang var han allerede oppe som 16’er. Der var dog nogle andre kørere i feltet, som ikke længere havde alle fire hjul på asfalten, så der måtte Safety Car til, for at få de biler trukket i sikkerhed.
Det kostede næsten 10 minutter, inden løbet blev givet frit igen – og så er der altså ikke meget tilbage af et løb på 15 minutter plus en planlagt omgang.
Alligevel kom han godt af sted igen, da løbet blev givet frit, og det lykkedes at vinde yderligere et par placeringer, inden løbet blev afsluttet lidt før tid, grundet et nyt uheld. Men at avancere sig fra P21 til P14 på 8 omgange, hvoraf mere end halvdelen havde overhalingsforbud på hele eller dele af banen, var slet ikke så skidt en afslutning på 2023.
Det var godt at bilen kunne laves til heat 3, for det betød at 4. pladsen i mesterskabet blandt Masters kørerne blev sikret.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at der var medaljeambitioner, da sæsonen startede. Selvom der var meget godt ræs i år, endte det tit og ofte med de samme fire kørere i top 4, heriblandt Eilertsen, og derfor skete der ikke de store forskydelser i mesterskabet, da kørerne bare trak stille og roligt fra hinanden i stillingen.
(Foto: JJ Media)
Der skal lyde en stor tak til alle holdets samarbejdspartnere. Det har været en fornøjelse at have jer med på sidelinjen gennem sæsonen. Uden jer havde det ikke været muligt at køre de gode resultater hjem, weekend efter weekend.
Teamet vil også gerne sende en tak til alle de frivillige, som har været i gang henover sæsonen, uanset om det så har været i billetskuret eller som flagofficial rundt på de forskellige baner. Uden jer, ville der ikke være noget motorløb for os at køre.
Nu kører holdet i garage for vinteren, og går så ellers i gang med at lade batterierne op til 2024 sæsonen, hvor planen er at tage endnu en sæson i OK Mobil 1 Legend Car Cup. Forhåbentlig bliver det en sæson, hvor der skal kæmpes med omkring mesterskabspokalerne.
Vi ses i foråret 2024.
Team Eilertsen Racing
Læs mere om: Henrik EilertsenPadborg Park08/10/23 - Padborg Park - Legends Car Cup |