Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark

Rossel: Nightrace er det fedeste

Super GT
Danmark 

14/09/23 

Super GT DanmarkSæsonens store festdag venter for Super GT-feltet, der indtager Padborg Park til det ikoniske Nightrace. Kevin Rossel er klar til at kickstarte musikken.
 


Rossel og team på Jyllandsringen.

Der er bare noget helt magisk over ræs i mørket, hvor lysene farer gennem natten, mens Super GT-bilerne kæmper på asfalten. Det syn plejer at trække mange tilskuere til Padborg Park, og det er også et højdepunkt for dem, der sidder bag rattet i mesterskabsduellen.

Kevin Rossel er med fremme som samlet nummer fire i den individuelle stilling og helt i top i teammesterskabet, og han kan ikke vente på det løb, som bare lige har lidt andet end alle sæsonens øvrige opgaver.


Rossel på podiet på Jyllandsringen.

- Det skiller sig bare ud som noget særligt, og det er egentlig det eneste løb i Danmark, der har en snert af Le Mans. Vi starter i dagslys, kører næste heat, mens solen forsvinder, og så slutter vi i mørket. Det kan noget, og derfor er det for kørerne det fedeste løb i kalenderen. Vi vil alle sammen gerne vinde mesterskabet, men det her kommer lige efter, og jeg vil da også frygteligt gerne have den titel, siger Kevin Rossel, der ellers kom først over stregen den første gang, han prøvede kræfter med Nightrace, men fik frataget sejren efter en protest.


Champagnesprøjt på podiet på Jyllandsringen.

- Jeg mangler så meget den titel i pokalskabet, men alle giver den gas, og du skal være på tæerne. Mørket stiller store krav til dit overblik, men det tror jeg nu ikke er nogen ulempe for mig, og det er altid spændende. Alle har også mange sponsorer og gæster med, så der er dømt fest eller gravøl, når vi er kommet over stregen, og jeg går da efter, at vi skal tænde musikken i vores lejr, kommer det med et stort grin fra Kevin Rossel, som også stadig har ambitioner i den samlede stilling.

- Vi skal jagte mest muligt succes, så længe det stadig er indenfor rækkevidde, og nu gælder det om at holde sig til inden finaleweekenden. Vi vil gerne vinde i mørket, men holder også fokus på den lidt længere bane, og her skader det selvfølgelig heller ikke at lave en masse point til Nightrace. Vi kommer for at give den gas.

Lars Guldager Dyhr


Læs mere om:
  • Kevin Rossel
  • Padborg Park
  • 16/09/23 - Padborg Park - Super GT Danmark
  •