VM-stjernen Thomas Kjer Olsen var efter sin skadespause tilbage i aktion på Korskrobanen i lørdags. Her ses han ved en tidligere VM-afdeling. (Foto: Rockstar Energy Husqvarna Factory Racing)
I A MX1-klassen har Mathias Jørgensen fra Svebølle Moto Cross Klub gennem hele sæsonen siddet tungt på den røde nummerplade, som symboliserer føringen i den samlede stilling. Også i lørdags viste Mathias Jørgensen, at han er i en klasse for sig selv. Til trods for, at han havde brækket en knogle i hånden til VM-afdelingen i forrige weekend, viste han på Korskrobanen endnu en gang, hvor dygtig han er, da han blev samlet vinder på dagen.
Der var mange dygtige kørere at kigge på i MX1-klassen. Han Herred Motor Klubs Nichlas Bjerregaard og Randers Motor Sports Glen Meier var tilbage og sikrede sig henholdsvis anden- og tredjepladsen på dagen. Publikum fik også glæde af at opleve Thomas Kjer Olsen, som deltog i det første løb efter sin lange skadespause.
Dagens Westcoast MX-Fighterpris gik til Randers Motor Sports Nicklas Haagensen, som var hurtigste mand i første heat, men derefter tog et voldsomt styrt i startsvinget i andet heat. Haagensen kom selv op på motorcyklen igen og kørte heatet færdigt, sikrede sig 5 point og kørte derudover, noget forslået, dagens afsluttende superheat. En præstation som man må tage hatten af for, og som bestemt er en fighterpris værdig.
I MX2-klassen var Rasmus Pedersen fra Kolding Motocross Klub og Magnus Smith fra Næstved Motor Klub i en klasse for sig. De to delte heatsejre og andenpladser mellem sig i dagens to første heat, og i det afsluttende superheat sluttede Rasmus Pedersen én placering foran Magnus Smith, hvilket meget godt symboliserer, hvor tæt de to ligger på hinanden. Thomas Rasmussen fra Kolding Motocross Klub blev suverænt nummer tre på dagen.
Dagens bedst placerede lokale kører blev Magnus Sørensen, som tog holeshot i første heat i MX2-klassen, hvor han senere kørte over målstregen som nummer fem. Magnus Sørensen tog ligeledes point i superheatet og sluttede dagen på en samlet 7. plads.
Dameklassen føres af suveræne Sara Andersen fra Motorcykel Clubben Svendborg, og det lader ikke til, at nogen kan ændre på dette. Sara Andersen vandt begge damernes heat, foruden at hun kørte de to heat i A MX2 samt superheatet, som hun også kvalificerede sig til - altså i alt fem heat på samme dag. Randers Motor Sports Line Dam blev nummer to på dagen, mens Barbara Aagaard fra Børkop Motor Sport tog tredjepladsen.
Alle resultater fra lørdagens DM-afdeling på Korskroen samt de samlede mesterskabsstillinger kan ses på Danmarks Motor Unions hjemmeside.
Næste afdeling af A-klassernes DM Motocross køres d. 19. august på Solbjergbanen hos Morsø Moto Cross Klub. Damerne kører deres DM-finale d. 26. august hos Slagelse Motocross. DMU - Danmarks Motor Union Læs mere om: Korskroen |