(Foto: Lamborghini Media)
Det blev en god weekend for Frederik Schandorff, som for tredje afdeling i træk lykkedes med at komme på podiet og udbygge mesterskabsføringen i Lamborghini Super Trofeo. Danskeren sluttede sammen med sin teamkammerat, Hongkong-køreren Alex Au, på en første- og en andenplads i de to 50-minuttersløb på Nürburgring, og dermed styrkede makkerparret deres dominans i Pro/Am-klassen i det benhårde mærkemesterskab.
(Foto: Lamborghini Media)
– Vi havde håbet på både at udbygge mesterskabsføringen og samtidig hive nogle flere trofæer med hjem i denne weekend, og begge ting lykkedes. Generelt en stærk weekend med to fede ræs, hvor jeg synes, at vi fik det maksimale ud af vores muligheder. Vi er nu halvvejs i sæsonen og har formået at styrke vores føring i hver afdeling, så det gælder bare om at holde stilen herfra. Stor tak til hele holdet bag Target Racing for endnu en stærk indsats, lyder det fra Frederik Schandorff.
(Foto: Lamborghini Media)
Det var danskerens sjette weekend i træk med racerløb, og der er stadig ikke tid til sommerferie til den travle racerkører, som allerede den kommende weekend, 4.-6. august, stiller op til ottende afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab. Dette foregår på Road America, hvor Frederik Schandorff skal i kamp med McLaren-teamet Inception Racing.
(Foto: Lamborghini Media) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Frederik SchandorffNürburgring30/07/23 - Nürburgring - Lamborghini Super Trofeo |