Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MotoCross

Kom til DM i Motocross på Korskrobanen

MotoCross 
31/07/23 

Lørdag d. 5. august er publikum inviteret til at opleve landets dygtigste motocrosskørere, når Vestjysk Moto Cross Club afvikler 5. afdeling af årets DM-serie.
 

Er man til fart, action og benzin i luften, bør man ikke snyde sig selv for at opleve Danmarksmesterskaberne i motocross. Korskrobanen har været omdrejningspunkt for et hav af store løb, Danmarksmesterskaber såvel som Europamesterskaber, og her er muligheden for at få en oplevelse udover det sædvanlige.


Korskrobanen afviklede også en DM-afdeling i 2022 – her er det A MX1-klassen i aktion.
(Foto: Klaus Rasmussen)

Der skal kæmpes om podiepladserne i eliteklasserne A MX1 og A MX2 samt Dameklassen, som alle er åbne for udenlandsk deltagelse.

I A MX1-klassen kommer Mathias Jørgensen fra Svebølle Moto Cross Klub til Korskroen for at forsvare sin førerposition i den samlede stilling. Ved seneste DM-afdeling i Svendborg tog Jørgensen to heatsejre på dagen, og han har udvist et højt niveau gennem hele sæsonen.

Der er et pænt spring til Mathias Jørgensens nærmeste forfølgere i tabellen, men der er ingen tvivl om, at hans konkurrenter vil gøre alt, hvad de kan, for at vriste point fra ham.

Dertil et hel særligt comeback:

En af Danmarks mest kendte motocrosskørere fra VM-serien, Thomas Kjer Olsen, har meldt sin deltagelse i A MX1-klassen ved DM-løbet på Korskrobanen. Det bliver Thomas Kjer Olsens første store løb på dansk grund, siden hans alvorlige styrt sidste år, som har betydet en lang pause fra sporten.

I A MX2-klassen kører det godt for Kolding Moto Cross Klubs Rasmus Pedersen, der holder fast i sin DM-føring og ved seneste afdeling lykkedes med at øge sit forspring til nummer to, Magnus Smith fra Næstved Motor Klub. Men der er stadig tre afdelinger tilbage, før Danmarksmestrene i A-klasserne kåres, og der kan nå at ske rigtig meget - ikke mindst i MX2-klassen, som er fyldt med hurtige kørere.

Damerne skal køre deres næstsidste DM-afdeling på lørdag, og kåringen af en Danmarksmester begynder dermed at nærme sig. Sara Andersen fra Motorcykel Clubben Svendborg ligger nummer et i den samlede stilling med kurs mod titlen, efterfulgt af Randers Motor Sports Line Dam og Hedelands Motorklubs Laura Raunkjær.

På startlisterne finder man også flere repræsentanter fra værtsklubben Vestjysk Moto Cross Club:

  1. Peter Lykke, A MX 1-klassen
  2. Simon Mathiasen, A MX 1-klassen
  3. Emil Møbjerg Gjedde, A MX 2-klassen
  4. Magnus Sørensen, A MX 2-klassen
  5. Mike Horkenborg, A MX 2-klassen
  6. Melanie Horkenborg, Dameklassen
  7. Heidi Randeris Nielsen, Dameklassen
Alle er velkomne til en oplevelsesrig dag hos Vestjysk Moto Cross Club på lørdag, hvor første heat starter kl. 11.

DMU - Danmarks Motor Union

Læs mere om:
  • Korskroen
  •