Malthe Jakobsen bliver juniorkører for Team Peugeot TotalEnergies.
I november 2022 blev den unge thybo som nykåret European Le Mans Series-mester i LMP3-klassen inviteret af Peugeot til at deltage i den officielle FIA WEC Rookie Test i Bahrain. Her imponerede det danske talent i en sådan grad, at franskmændene holdt kontakten ved lige.
Som officiel juniorkører for Peugeot Sport kommer Malthe i denne sæson til at være fast del af test- og udviklingsteamet på testdage og i simulatorsessioner på fabrikken i Frankrig.
For at få mest mulig løbserfaring fortsætter Malthe Jakobsen sit engagement med COOL Racing / CLX Motorsport i både European Le Mans Series samt ved 24 timers-løbet på Le Mans, der køres om to uger.
Malthe Jakobsen skal være med til at udvikle Peugeot's 9X8 Hypercar både på racerbanerne og i simulatoren. (Foto: Peugeot Sport / DPPI)
At få netop Malthe Jakobsen tilknyttet Peugeot har været en prioritet for mærkets CEO, Linda Jackson:
- Hos Peugeot er vi fremsynede og dyrkelsen af de unge kørere og rising stars har altid været en prioritet for os. Malthe Jakobsen har vist sig at være en hurtig ung kører med alle de nødvendige færdigheder og kvaliteter, og vi har ambitiøse fremtidsplaner for ham.
Malthe Jakobsen selv er glad for den store mulighed, Peugeot og Team Peugeot TotalEnergies har givet ham:
- Jeg er super glad og stolt over at blive del af Peugeot-familien efter de gav mig muligheden for at køre en Hypercar sidste år i Bahrain. Peugeot er en vigtig spiller i bilindustrien med en flot historie i motorsport. Jeg håber at vi kan skabe noget stort sammen i motorsporten!
Malthe imponerede ved FIA WEC Rookie Test i Bahrain tilbage i november 2022. (Foto: Peugeot Sport / DPPI)
Om Malthe Jakobsen
19 år, bosat i Sennels ved Thisted
Startede i karting som 3-årig og har vundet flere danske mesterskaber, inden han skiftede til bilsport og i 2019 blev Danmarksmester i Formel 4.
I 2022 vandt han European Le Mans Series-mesterskabet i LMP3-klassen samt 12-timers løbet på Sebring, ligesom han tog en andenplads i 24 timers-løbet på Daytona.
Om 14 dage får han debut ved 24 timers-løbet på Le Mans sammen med COOL Racing / CLX Motorsport.
Jakobsen Motorsport
Læs mere om: Malthe Jakobsen |