Åbningsløbet på Padborg Park blev kørt for små 3 uger siden, og her blev det til en 4. plads i kvalifikationen, og 3x 4. pladser i de tre heats henover lørdagen og søndagen for Henrik Eilertsen.
(Foto: JJ Media)
Feltet er utrolig tæt, og med over 30 biler til start, skal der ikke mangle mange brøkdele af et sekund, for at vinde eller tabe adskillige placeringer.
Masters mesterskabet er blot et ud af de i alt tre mesterskaber i serien, men alle biler kører på banen samtidig. Så man er ikke altid i direkte kamp med køreren, som ligger lige foran – men måske ens mesterskabskonkurrent 2, 3, 4 biler foran, som man først skal have overhalet, for at kunne komme en plads længere op på resultatlisten.
Det er første gang i 2023 at Eilertsen skal takle FDM Jyllandsringen, som ligger lidt udenfor Silkeborg. Men han kender allerede banen fra det lave perspektiv i en Legend Cup racer fra sidste år, hvor han kørte med en stort set identisk blå racer med startnummer 69.
Forskellen til i år, er at motoren er lidt anderledes, men kørestilen og bilens opsætning er så godt som det samme, uanset om man kører med en luftkølet 4-cylindret eller en vandkølet 3-cylindret motor.
Siden åbningsløbet på Padborg Park, er mekanikken blevet tjekket igennem hjemme på værkstedet, så chefmekaniker Bjørn Andersen forhåbentlig får en rolig weekend, uden alt for beskidte oliefingre.
(Foto: JJ Media)
Alle weekendens tre heats på banen kan igen følges live på https://www.youtube.com/@DanskMotorsportLive – såfremt man ikke har mod på at besøge FDM Jyllandsringen. Men med solskin og 20 grader forudsagt til weekenden, er der vist ikke ret mange undskyldninger for ikke at møde op på banen.
Tidsplanen for weekenden lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):
Lørdag
Træning 10.34
Tidtagning 13.33
Løb 1 16.08
Søndag
Løb 2 13.40
Løb 3 17.10
Team Eilertsen Racing
Læs mere om: Henrik EilertsenJyllandsringen21/05/23 - Jyllandsringen - Legends Car Cup |