(Foto: Getty Images)
Det er efterhånden mange år siden, toppen af motorsporten gæstede den svenske racerbane med den utroligt lange langside. Alligevel er det en bane, som bør stå knivskarpt på lystavlen for de danske talenter. Det er nemlig her, F1-drømmen levede for flere danske kørere.
Tom Belsø fik sin F1-debut med Williams på Anderstorp den 9. juni 1974 - vel at mærke efter et fejlslagent forsøg året før, hvor det ikke lykkedes at kvalificere sig til løbet. Fra en start på 21. pladsen lykkedes det den danske debutant at køre sig frem til ottendepladsen i det eneste F1-løb, han vel at mærke formåede at gennemføre.
Blot to år efter var det Jac Nellemann, som gjorde Belsø kunsten efter. Tilbage i 1970'erne var der så mange bejlere til en plads på gridden, at man lod kvalifikationen afgøre hvilke kørere, der kunne stille til start. Og selvom Nellemann gjorde hvad han kunne, var den lejede RAM-Brabham ikke hurtig nok, og Nellemann missede sin F1-debut med 0,239 sekund.
(Foto: Grippo)
Tilbage til nutiden - i weekenden bliver det nemlig første mulighed for de danske racertalenter for at snuse lidt til historien og prøve kræfter med en bane, hvor der kommer masser af fart med gennem svingene. Mest berømt er nok langsiden, der giver garanti for at en Formel 4-bil kan nå sin topfart inden bremsepunktet dukker op ude i horisonten.
En enkelt kører kan have en fordel i weekendens løb. Theodor Jensen har i modsætning til konkurrenterne allerede en del erfaring med større racerbaner fra sin deltagelse i de spanske og mellemøstlige Formel 4-mesterskaber, så for ham er det måske en ny bane, men køreteknikken er ikke ny.
Skal man vurdere chancerne ud fra indsatsen i den første løbsweekend, skal man til gengæld ikke undervurdere Mikkel Gaarde Pedersen, der løb med to ud af tre mulige heatsejre. Magnus Pedersen og Victor T. Nielsen kommer også til at gøre hvad de kan for at hente et godt resultat med hjem fra broderlandet.
I weekendens løb deles banen med de svenske Formula Nordic-kørere. Fredag køres to træningspas, mens lørdag byder på både kvalifikation og to løb.
Formel 4 Danmark Læs mere om: Magnus PedersenMikkel Gaarde PedersenTheodor JensenVictor T. NielsenAnderstorp13/05/23 - Anderstorp - Formel 4 DK |