En niendeplads blev udbyttet for Mikkel O. Pedersen, da han i weekenden deltog i årets tredje afdeling af FIA World Endurance Championship på den belgiske Spa-Francorchamps-bane.
”Det var godt nok en lang weekend, men vi vidste, at vores succesballast ville påvirke os,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Men det var ikke kun de ekstra kilo for vores mesterskabsplacering, som spillede ind.”
”Vi havde været godt med i træningerne, men vi oplevede, at racerbilen skiftede markant opførsel, når dækkene var blevet slidte. Den blev pludselig svær at køre, og det var den samme feedback, alle vi tre kørere kunne give til Proton Competitions ingeniør.”
Sammen med sine teamkammerater sluttede Mikkel O. Pedersen på niendepladsen på Spa-Francorchamps. (Foto: Jürgen Tap)
Den blå og sorte Porsche 911 RSR-19, som Mikkel O. Pedersen deler sammen med franske Julien Andlauer og tyske Christian Ried, skulle starte som nummer 10 blandt de 15 biler i GTE Am-feltet på Spa-Francorchamps. Banen er ikke kun kendt som en af motorsportens mest historiske baner. Den er også kendt for de meget omskiftelige vejrforhold i Ardennerbjergene, hvor solskin på et splitsekund kan blive afløst af regnvejr.
”Det var Christian, som skulle starte løbet, og han spandt hele tre gange under safety car, inden løbet startede,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Der var et tørt spor, så derfor havde vi valgt slicks, og det viste sig at være det rigtige valg, men både banen og bilen var svær. Christian er ellers den kører i teamet, som har flest VM-starter.”
”Senere kom der regn, og så var jeg nødt til at kalde til teamet over radioen og spørge, hvor knappen til vinduesviskeren var i en RSR-model. Den har jeg hidtil ikke haft brug for…”
Det sekstimer lange løb på Spa-Francorchamps endte med en niendeplads til Mikkel O. Pedersen og hans teamkolleger, og selv om placeringen blot udløste to point, er han stadig bedst placerede dansker i GTE Am-klassen i VM-serien.
Mikkel O. Pedersen er dog optimistisk forud for årets fjerde afdeling af FIA World Endurance Championship. Det er 24-timersløbet på Le Mans.
”Vi ved, hvad der skal ske inden Le Mans,” siger han. ”Her får vi fjernet den sidste del af vores succesballast, fordi vi nu ligger som nummer fire i mesterskabet. Jeg tror, at vi har en god bil til Le Mans, så det ser godt ud.”
Mikkel O. Pedersen Presse Læs mere om: Mikkel O. PedersenSpa-Francorchamps29/04/23 - Spa-Francorchamps - FIA WEC - FIA VM |