Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross

Trods alt en løbsweekend at være stolt af

Rallycross 
26/04/23 

Den forgangne weekend udfordrede Ulrik Linnemann toppen af rallycross ved det nordiske mesterskab RallyX Nordic på Nysumbanen
 

Selvom det blev en weekend med op- og nedture, så er det ifølge Ulrik Linnemann selv, opturene, der tæller mest. “Lørdagens løb startede sindssygt godt med super overhalinger og jeg fik sat dem alle sammen på plads ved at sætte hurtigste tid. Så det var en drømmestart på weekenden,” fortæller Ulrik om weekendens første løb. Efter første heat, hvor man bliver sat sammen med tilfældige konkurrenter, så er det de bedste fra de første heats, der møder hinanden i andet heat.

“Jeg løb ind i lidt ekstra hårde kampe, men jeg endte med en sjette hurtigste tid, så det var stadig tilfredsstillende. Men i det sidste heat tager jeg en snurretur i forbindelse med en boksekamp med de andre. I semifinalen bliver jeg skubbet op over en høj curb og får en punktering på begge højre hjul og må desværre udgå.”

Efter en lørdag med blandede oplevelser, stod søndagen for døren, men selv med rigtig gode forudsætninger, fortsatte uheldet for Ulrik Linnemann. “Søndagen starter ud lidt på samme måde som om lørdagen, hvor jeg endte som nummer tre i semifinalen og går videre til pro-finalen, men der knækker jeg styretøjet ved et sammenstød og må udgå igen.”

Selvom det må siges at være en udfordrende weekend, så er Ulrik mere end fortrøstningsfuld, når han ser fremad mod resten af sæsonen. Han er opmærksom på de ting, der gik galt og han er opsat på at lære af sine fejl og komme tilbage endnu stærkere: “Det positive jeg vil tage med herfra er, at selv der var en femdobbelt verdensmester og en Europamester og andre rigtig store nordiske talenter, så lykkedes det mig alligevel at sætte hurtigste tid. Så farten er der, men nu skal vi have alting til at være mere konstant og jeg skal holde mig ude af de værste kampe, hvor man risikerer materiel skade.”

Det varer ikke længe, før det går løs igen for Ulrik Linnemann og hans team, for Europamesterskabet står for døren allerede den kommende weekend. “Nu skal vi bare have farten med til Europamesterskabet i Ungarn, som vi allerede skal med til næste weekend d. 29. og 30. april,” slutter Ulrik Linnemann af.

Emma Steensen


Læs mere om:
  • Ulrik Linnemann
  • Nysum
  •