I weekendens starter sæsonen i European Le Mans Series, og Malthe Jakobsen er klar til sin europæiske LMP2-debut med COOL Racing.
Den spanske F1-bane lægger asfalt til, når 40 af Europas bedste GT- og prototyperacerteams tager hul på sæsonen. For Malthe Jakobsen har der været nok at se til siden vintersæsonen i Asian Le Mans Series i januar og februar, og han glæder sig til endelig at sparke sæsonen i gang:
- Jeg vil sige det sådan, at jeg har ikke kedet mig indtil videre i år! Teamet er gået all-in på forberedelserne til både ELMS og Le Mans, så jeg har været en del afsted for at være med teamet - det har heldigvis også givet en del tid bag rattet, så det bliver godt at komme ud og køre løb igen!
Banen er ikke en nyhed for den hurtige thybo, som i forvejen har en pokal stående fra banen, men den sidste del af banen er blevet ændret og er - efter sigende - blevet hurtigere end tidligere. Som mindst erfarne LMP2-kører i forhold til teamkammeraterne går Malthe ydmygt til opgaven:
- Det var en rigtig sund beslutning, at vi kørte Asian Le Mans Series, for det gav mig nogle virkelig vigtige erfaringer med bilen. De sidste tre år har jeg kørt LMP3, hvor man skulle holde øje med LMP2'erne i sidespejlene. Nu er det mig, som de andre skal holde øje med, og det bliver i virkeligheden den største udfordring - at komme sikkert gennem trafikken under løbet.
Malthe ser frem til at tage hul på ELMS-sæsonen i Barcelona. (Foto: Jules Beaumont)
- Bilen i sig selv føler jeg mig allerede godt tilpas med, så jeg ser faktisk mest frem til at få noget mere løbserfaring og arbejde mere sammen med Nico og Alex (Nicolas Lapierre og Alexandre Coigny, red.). Det bliver en fed sæson!
Historisk set har sidste års ELMS-mester altid været på podiet efter den første løbsweekend, og det er også målet denne gang:
- Vi har ikke brugt så mange kræfter på at forberede os, hvis ikke det var fordi vi vil være med til at kæmpe om mesterskabet. Jeg tror på, at vi kan komme hjem med en pokal, hvis vi kan udføre det som vi har forberedt gennem vinteren, siger Malthe Jakobsen.