Strømsted vender tilbage til Formel 4 |
Formel 4 DK 12/03/23
|
|
Mens Noah Strømsted har fart på og kører i det spanske Formel 4-mesterskab i år, vender hans far, Morten, tilbage og kører fire løb i Danmark for Team FormulaSport. |
|
Morten Strømsted deltog i DM-finalen på FDM Jyllandsringen i 2021, hvor sønnike i øvrigt kørte sig til tre heatsejre. Siden har Strømsted Sr. kørt en del træningskilometer i Spanien sideløbende med Noahs egen træning. Og nu skal det vise sig, om det har hjulpet på formen:
– Det er blevet til mange timer på banerne i Spanien med ingeniør og seriøs træning, så nu glæder jeg mig til at se forbedringerne på de danske baner, fortæller Morten Strømsted, der også har et mål med sin deltagelse. Ganske som med Noahs karriere er der nemlig sat et mål ude i fremtiden:
– Sideløbende med Formel 4 har jeg også testet GT3-biler med WRT-teamet. Det er gået ret godt, og fortsætter udviklingen, vil de gerne have mig som kører i FIA WEC og på Le Mans næste år eller i 2025, fortæller Morten Strømsted og røber, at dette år også byder på flere testkilometer – og måske et par løb – i GT3 senere på året.
(Foto: Grippo)
Morten Strømsted bliver tredje kører hos Team FormulaSport, hvor Mathias Bjerre Jakobsen kører fuld sæson sammen med sidste års debutant, Theodor Jensen. Teamchef Henrik Jacobsen glæder sig til at få en tredje kører i teamet:
– Nok er Morten ikke et ungt og fremadstormende talent, men med hans professionalisme og tilgang til opgaven tror jeg, at vi får en rigtig spændende sæson i år. Jeg glæder mig meget til at tage hul på både testdage og løbene sammen med den her trio, siger han.
Formel 4 Danmark |
|
| |