Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1 - test

Godkendt F1 test til Vesti!

Formel 1
Test 

24/11/22 

”A defining moment”. Frederik Vestis test i Abu Dhabi tirsdag blev til én af de oplevelser, hvor livet før og efter aldrig bliver helt det samme. I den såkaldte ”Young Driver Test” på Yas Marina Circuit var Vesti eneste kører helt uden erfaring blandt toprutinerede Formel 1 kørere og en flok af Vestis konkurrenter i Formel 2.
 


(Foto: Mercedes Petronas AMG F1)

Hele 124 omgange blev det til i Lewis Hamiltons racer. Ved siden af Vesti i garagen deltes George Russell og Hamilton om Russels bil.

Vesti kom direkte fra sin afslutning i Formel 2 mesterskabet søndag. Normalt bruges tirsdagen efter et løb til at ligge helt brak, fordi kroppen er smadret og hovedet træt. Det var ikke lige det, der var plads til på denne afgørende tirsdag.


(Foto: Mercedes Petronas AMG F1)

”Træthed glemmer man, når man står overfor sit livs dag! Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive hvor stærk og en intens oplevelse, det her var. ALT var stort, selv det at komme i køredragten og træde ind i garagen. Jeg har jo drømt og set det her for mig, så længe jeg kan huske det – min første omgang i en F1’er! Men pludselig at stå midt i det hele fortrængte totalt enhver naiv barnedrøm. Jeg fatter det stadig ikke helt. Mercedes har været fantastiske til at forberede mig. Jeg var klar, men med stor spænding i kroppen.”

Vesti kom på intet tidspunkt ud på en performance lap for at konkurrere på tiden. Testprogrammet for Mercedes var fuldt fokuseret på de såkaldte long runs, hvor der primært skulle hentes data på de Pirelli dæk, der køres med i 2023.


(Foto: Mercedes Petronas AMG F1)

Selvom det ikke handlede om en kvalifikations omgang for Vesti, var det en tilfreds kører, der sluttede af med at være indenfor godt 4/10 dele af et sekund til Lewis Hamilton.

Mercedes’ talentchef, Gwen Lagrue, kaldte Vestis testdag for ”bedre end forventet”. Vesti var konsistent og undgik at lave de fejl, som unge og uafprøvede kørere normalt laver undervejs, når både krop og hjerne lider overlast. Det sidste mærkede Vesti til fulde.


(Foto: Mercedes Petronas AMG F1)

”Mit hoved var næsten ved at sprænges af informationer og indtryk! Alt skal omsættes og ned i kroppen samtidigt med, at ens reaktionstid sættes kraftigt ned p.g.a den voldsomhed, man bliver ramt af, når man skal igennem de hurtige sving med 260 km/t. At bremse med under 100 meter til svinget med over 300 kilometer i timen er fuldstændig vanvittigt. Alt ved den bil er for vanvittigt. Men bremsen og de voldsomme G påvirkninger er nok det, jeg senest glemmer,” storsmiler Frederik Vesti.

Vesti endte med at køre, hvad der svarer til mere end to grandprixer i en Formel 1-bil. Med de tilstrækkelige 40 points på kontoen hentet fra de seneste års junior kategorier, har Vesti nu points nok til at få en såkaldt Super License, der giver adgang til at må køre F1, hvis der opstår en mulighed.


(Foto: Mercedes Petronas AMG F1)

Men for Vesti er det dog stadigvæk et step ad gangen: at bygge op og udvikle sig selv endnu mere. Med det netop offentliggjorte skifte til hæderkronede Prema Powerteam, ser Vesti sin Formel 1 test som noget, der klart vil gavne hans Formel 2 sæson næste år, hvor målet er at komme helt til tops.

”Min Formel 1 test gav mig noget på hver eneste omgang! Det er helt klart noget, jeg kan bruge i Formel 2 til næste år.”


(Foto: Mercedes Petronas AMG F1)

”Tak til Mercedes AMG F1 for den vildeste dag og for al jeres arbejde med mig. Tak for jeres tillid til, at jeg ikke gik ud og smadrede jeres bil ;-)) Tak til Lewis og George for at tage godt imod mig. Tak til alle jer, der har gjort alt klart for mig til den her test: min fede hjelm fra JMD og køredragt og lækkert grej fra Puma. Tak til min træner John Noonan for at sætte mig max. op til opgaven. Og et stort tak til mine sponsorer og partnere for at komme helt til Abu Dhabi for at dele dagen sammen med mig! Jeg kunne ikke forestille mig det bedre.

Det er en stor følelse at have fornemmet den voldsomme aktivitet omkring mig. Jeg er verdens mest heldige mand. Det værste er, man drømmer om mere”, griner Vesti, der de næste dage sidder bag rettet i sin Formel 2 racer hos Prema – også på Yas Marina Circuit.”

Dorte Riis Madsen


Læs mere om:
  • Frederik Vesti
  •