Mikkel O. Pedersen starter i VM-finalen for Project 1 Motorsport. (Foto: Andrew Lofthouse / Project 1 Motorsport)
Racerkøreren fra Struer afslutter sæsonen under varme og udfordrende forhold
”Vi afslutter VM-sæsonen med et ottetimersløb, og mine to teamkammerater Matteo Cairoli, Nicolas Leutwiller og jeg vil naturligvis gerne igen på podiet. Men først er der altså otte timers race, som skal gennemføres,” siger Mikkel O. Pedersen. Siden forrige VM-afdeling har han deltaget i finalen i GT World Challenge Europe i Barcelona, hvor han blandt mere end 140 kørere ikke blot var fjerdehurtigste chauffør generelt, men også var absolut hurtigste mand i en Porsche.
Det er dog første gang, at racerkøreren fra Struer skal køre i Bahrain. Han har derfor brugt en del tid i simulatoren for at få sig et grundlæggende indtryk af den 5,4 km lange bane, inden han torsdag eftermiddag kører den første træning på banen.
”Vi har forhåbentlig mere power at gøre godt med end ved det sidste løb, hvor vores BOP ikke var så god,” siger Mikkel O. Pedersen.
BOP står for Balance of Performance og dækker over de løbende justeringer af styrkeforholdet mellem de forskellige bilmodeller, som foregår gennem sæsonen for at gøre konkurrencen så jævnbyrdig som mulig.
”Jeg håber, at Porsche har spillet deres BOP-kort rigtigt, så vi denne gang kan få en bedre BOP. Porschen har jo ikke turbo, og det var noget af en udfordring i Japan, hvor luften på Fuji var noget tyndere end de øvrige baner, vi kører på i VM-serien. Men i Bahrain får vi også en udfordring, for det varme vejr i Bahrain er heller ikke godt for en bil med sugemotor.”
Trods årstiden betyder Bahrain-banens placering tæt ved ækvator nemlig, at man oplever dagstemperaturer på omkring 30 grader. Løbet starter lørdag klokken 12.00 lokal tid og varer frem til klokken 20.00, men selv om solen går ned omkring 16.45, falder aften- og nattetemperaturen blot til omkring 25 grader.
Mikkel O. Pedersen Presse Læs mere om: Mikkel O. PedersenSakhir12/11/22 - Sakhir - FIA WEC - FIA VM |