Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Legends Car Cup

Intet afgjort på forhånd i OK Mobil 1 Legend Car Cup

Legends Car Cup 
10/10/22 

Legends Car CupEn lang og hård sæson i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen nærmer sig nu sin afslutning. I weekenden er der finaleløb på Padborg Park, og her skal det afgøres, hvem der kan kalde sig 2022-mester i dels Legend-klassen, dels oldboys-klassen.
 

Søndag skal årets mestre findes på Padborg Park

I Legend-klassen vil Mads Gravsen, Slagelse, Magnus Madsen, Ringkøbing, Kevin Verner, Silkeborg, og Joachim Lee Holmstoel, Risskov, fortsætte deres kamp om titlen, og de har i den grad domineret begivenhederne i feltets forreste ende. Kvartetten har nemlig fordelt sæsonens 21 løbssejre imellem sig, hvor Mads Gravsen og Magnus Madsen har taget broderparten med otte førstepladser hver. De er samtidig også de to eneste, som har vundet de pointgivende tidtagninger, hvor Mads Gravesen dog har været bedst i fem af de syv tidtagninger.


Kampen er tæt i toppen af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen. Kan Magnus Madsen (195) vinder tidtagningen og alle tre heats foran Mads Gravsen (36), bliver han mester med et points forspring.
(Foto: Henning Smed)

Det er da også Mads Gravsen og Magnus Madsen, der har de bedste kort på hånden inden finaleweekenden. Forrest i tabellen er duoen nemlig blot adskilt af 11 point, og der er hele 100 point at kæmpe om – 25 i tidtagningen og 25 i hvert af de tre heat. Der er med andre ord ikke plads til at køre taktisk. Det gælder for begge hele tiden om at være foran konkurrenten gennem hele weekenden. Hvis Mads Gravsen vinder alle fire dele af konkurrencen lige foran Magnus Madsen, vokser hans mesterskabsforspring til 23 point. Er det derimod Magnus Madsen, som vinder tidtagning og løb med Mads Gravsen hængende i sin bagkofanger, tager han titlen med sølle ét point.

Kevin Verner og Joachim Lee Holmstoel er outsidere i titelkampen. De to kørere er henholdsvis 57 og 76 point efter mesterskabsførende Mads Gravsen, og de skal bogstaveligt talt håbe på uheld fra deres konkurrenter for at have en reel chance for et mesterskab.

Blandt oldboyskørerne har Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, mulighed for at tage sin fjerde titel i streg.

Hans værste rival er i år Flemming Jensen, Jægerspris. Den sjællandske kører skal dog håbe på dels en stribe sejre, dels sort uheld for gruppens vanevinder, for Lars Bohnensach Ebbesen kan allerede lørdag eftermiddag sikre sig titlen. Det sker, hvis han slutter som nummer seks eller bedre i tidtagningen.

OK Mobil 1 Legend Car Cuppens tre løb fra Padborg Park bliver vist live på Super GT-klassens live-streaming på YouTube. Første heat starter lørdag 15.46, mens søndagens to heats sættes i gang henholdsvis klokken 11.10 og 15.50.

OK Mobil1 Legend Car Cup
Padborg Park I/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 16/10/22 - Padborg Park - Legends Car Cup
  •