Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car

Skal du forrest i flokken...

Special Saloon 
15/08/22 

Der stod Lamborghini og Nissen på de bedste placeringer, da Special Saloon Car tog hul på efterårssæsonen på Ring Djursland i weekenden.
 


(Foto: Boxengasse)

Til at starte med var det ellers Lars E. Pedersen som satte tempoet blandt deltagerne i Special Saloon Car. I sin Honda NSX GT3 var han hurtigste mand i både træning og tidtagning, mens det var søn og far, Oliver og Michael Nissen, som fulgte tæt efter.

Første heat var det også midtsjællænderen som førte an, men midt i løbet tog Oliver Nissen føringen, mens også Michael Nissen slap forbi. Andreas Kjærgaard har i sommerens løb fundet flere hestekræfter i sin Scotty Porsche GT1, men ikke helt nok til at kunne gøre sig gældende mod de tre fabriksbyggede GT3-biler, så en fjerdeplads måtte han tage til takke med.

Søndag formiddag tog den ældre generation af Nissen-familien revanche og tog starten foran sønnike. Føringen holdt hele vejen til mål. Henrik Moeskjær havde også godt med fart i sin BMW Z4 V10 og kørte sig frem til femtepladsen, men Klaus Hansen og hans Porsche 911 GT3 Cup var alligevel hurtigere, så han tog sejren i division 2.


(Foto: Kim Gripping)

Finaleheatet kunne have udløst et resultat uden en italiensk fuldblodsracer på øverste række i tabellen, men Lars E. Pedersen blev idømt en seks sekunders tidsstraf for trængning af en konkurrent - og dermed måtte han tage til takke med en andenplads efter Michael Nissen. Oliver Nissen rundede podiet af med Klaus Hansen få sekunder efter sig.

Kasper Søholm forbedrede sig gennem hele weekenden og er for alvor ved at have fundet farten i sin Porsche. Måske han allerede ved Grand Prix Danmark kommer i nærheden af at drille Klaus Hansen, som har haft en smule forspring indtil videre i denne sæson.

Dan Pedersens Peugeot 308 med indmad fra en tidligere DTC-racer gjorde det godt på en varm løbsweekend. Det er svært at bide skeer med Porscher og lignende biler, men i finaleheatet fik han has på Henrik Moeskjærs BMW Z4.

Der er bare to uger til næste løb i Special Saloon Car. Det foregår på FDM Jyllandsringen til årets Grand Prix Danmark, som køres fra fredag til søndag.


(Foto: Kim Gripping)

Special Saloon Car


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 14/08/22 - Ring Djursland - Special Saloon
  •