(Foto: Madbull Racing)
Efter at have stået over anden afdeling af mesterskabet er det et Honda-team i topform, som er klar til at indtage hjemmebanen i Resenbro. Bilen er klargjort fra ende til anden, og det sitrer i teamet for at komme afsted.
- Teamet har været godt i gang med at klargøre bilen, og med en ny kobling og lambdabox er den nærmest som ny igen, siger Kim Lund, som både har nået en testdag og et sponsorarrangement i de sidste uger.
- Vi udstillede bilen ved Rema 1000 i Resenbro for nylig, og der var masser af nysgerrige forbi og snuse til bilen og høre røverhistorier. Jeg tror næsten at vi havde lige så stor glæde af det som alle andre, griner Kim Lund, der til gengæld ikke havde lige så stor gavn af testdagen på Jyllandsringen. Her piskede regnen ned og gav ikke mange værdifulde data til weekendens løb:
- Det var ikke helt optimalt med tung regn og gamle, slidte regndæk, så det blev mere en funktionstest af bilen. Nu plejer jeg jo godt at kunne finde rundt på banen, men vi får da travlt med at få lavet et helt skarpt setup i træningerne, så vi kan være med i tidtagningen, lyder det fra den erfarne Trofeo-kører.
Højt humør - forventningerne er i samme luftlag hos Kloster-Hede Madbull Racing (Foto: Madbull Racing)
I anledning af weekendens sommerløb på FDM Jyllandsringen er sponsorer og samarbejdspartnere inviteret til racerløb og sommerstemning på søndag. Kloster-Hede sørger for sund(ere) forplejning i form af deres hybridpølser baseret på 50% kød og 50% reelle grøntsager - perfekt til sportsfolk og sportslige gæster.
- Jeg tror at vi alle sammen glæder os til at have teltet fyldt med gæster igen, og det gør det kun bedre at Kloster-Hede sørger for at der kommer kvalitet på tallerknerne. Så fokuserer vi andre på at levere varen ude på det sorte, fortæller Kim Lund.
Løbene i TCR Denmark opleves bedst live på Jyllandsringen - men skulle man være forhindret, kan de også ses gratis på klassens Youtube-kanal: youtube.com/tcrdenmark.
Madbull Racing Læs mere om: Kim Lund JohansenMadbull RacingJyllandsringen26/06/22 - Jyllandsringen - TCR Denmark |