Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Legends Car Cup

Lærerig Djursland weekend for Eilertsen

Legends Car Cup 
31/05/22 

Legends Car CupDet blev en lærerig weekend på Ring Djursland for Team Eilertsen Racing.
Holdet fra Espergærde deltager i år i OK Mobil 1 Legend Car Cup, hvor Henrik Eilertsen kørte den anden weekend i den lille blå racer med startnummer 69.
 

Lørdagen startede med 20 minutters træning, hvor der var mulighed for at vende sig til den ekstremt kuperede bane. Eilertsen har kørt på banen flere gange, men det har altid været i standardvogne, så det var en helt ny oplevelse at ræse op og ned af bakkerne, få centimeter over jorden.


(Foto: JJ Media)

Desværre blev det kun til 8 omgange i træningen, da motorproblemet fra Padborg Park vendte tilbage – blot på en anden cylinder end sidste gang.

Heldigvis fik chefmekaniker Bjørn Andersen løst det inden tidtagningen, som skulle køres lige inden middag. Der var dog et nyt problem, nemlig at bilen ikke kunne starte. Den gav bare et lille klik, men selve startermotoren drejede ikke rundt. Derfor måtte bilen skubbes i gang, og han nåede kun frem til pitten i allersidste øjeblik.

Det lykkedes at forbedre omgangstiden fra træningen med næsten halvandet sekund, hvilket rakte til 15. startposition blandt de 30 biler, hvilket var mere end acceptabelt, efter den stressende optakt.


(Foto: JJ Media)

Da man bytter rundt på top-20 fra kvalifikationen, for at få startopstillingen til løb 1, skulle Henrik derfor starte sekser i weekendens første løb.

Det blev til en udmærket start, men med alle de hurtigere kørere fra kvalifikationen pressede på bagfra, og derfor var det svært at holde positionen ret længe. Et lille spin, da han blev lidt for aggressiv med højrefoden hjalp heller ikke så meget på den generelle placering i løbet. Det vigtigste var dog Oldboys mesterskabet, hvor det lykkedes at køre en 5. plads hjem.

Søndag eftermiddag skulle det næste løb køres. Her skulle Eilertsen fra en generel 13. plads. En intens første omgang, hvor nogle af konkurrenterne havde de spidse albuer fremme, kostede en lille håndfuld placeringer, men han fik stille og roligt kørt sig tilbage henover de 17 omgange i løbet, så det blev til en slutplacering som generel 15’er, og 5’er blandt Oldboys kørerne.


(Foto: JJ Media)

Weekendens sidste løb skulle startes fra 14. startposition, hvor der igen var masser af trafik rundt på første omgang, hvor Henrik måtte afgive nogle placeringer. De næste omgange gik på at indhente noget af det tabte. Desværre gav en lille nedbremsningsfejl en hurtig snurretur, hvorved 4 pladser var tabt. Havde det ikke været for det spin, havde der været mulighed for en 4. plads blandt kørerne over 40 år – men i stedet blev det til en 6. plads, hvilket bestemt også var godkendt.

Efter 2. løbs weekend holder Henrik Eilertsen fast i femtepladsen i Oldboysmesterskabet.


(Foto: JJ Media)

Det næste løb bliver på FDM Jyllandsringen den 25.-26. juni, hvor der forhåbentlig kommer endnu flere point på kontoen, og jagten på pokaler genoptages.

Team Eilertsen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Henrik Eilertsen
  • Ring Djursland
  • 29/05/22 - Ring Djursland - Legends Car Cup
  •