Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Hill Climb

Old timere besøgte Lindum Skov

Hill Climb 
23/05/22 

40 flotte biler med masser af potente hestekræfter under motorhjelmene besøgte Lindum Skov Hill Climb 2022. Arrangementet var tilrettelagt i samarbejde mellem Motorsport Nordjylland (MNJ) og Historisk Motor Sport (HMS) Danmark.
 


Gert Simonsen scorede en flot klassesejr og en femmer generelt med sin BMW 2002 fra 1972.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Deltagerne kom fra hele Danmark og gik virkelig til stålet i deres old timere, konstaterer løbsleder Preben Stensballe. - I et hill climb dyster kørerne omkring at give old timerne fuld gas på en hastighedsprøve, som gennemkøres 3 gange. Kørerne fik derfor mulighed for at prøve kræfter med en snoet asfaltvej på den legendariske prøve gennem Lindum Skov.


Michael Nilling hjemkørte en fornuftig debut i sin velplejede Bertone X 1/9 (1984) ved Lindum Slov Hill Climb 2022.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Medtilrettelægger var Lindum Landsbykulturhus, som dannede de flotte rammer for en afslappet pitstemning, Her kunne tilskuerne i ro og mag studere de flotte og velplejede racere fra tresserne, halvfjerdserne og firserne.


Ikke uventet blev Heino Mejer vinder af generalklassementet i sin Volvo 242 Turbo (1983).
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Vi havde endog to endnu ældre biler med, fortsætter Preben Stensballe. - Det var fynboen Niels Mark i en Austin Healey (1959) samt Martin Christensen fra Kolding i MG TD Mark II (1952).

Et natligt regnvejr op til Lindum Skov Hill Climb 2022 gjorde, at asfaltvejen gennem skoven blev lidt fugtig.


Martin Christensen i startfeltets ældste old timer, MG TD Mark II (1952), nyder fartvinden i Lindum Skov.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

MNJ'eren Gert Simonsen ridsede situationen op: - Når snublekysen kommer på hovedet giver man hestekræfterne fuldt spillerum. Vi kørte dog nok med et par ekstra procents sikkerheds-margen, men alligevel var konkurrencen virkelig tæt. Med en klassesejr fik jeg samtidig et ærgerligt uheld i Munkebjerg Hill Climb 2021 ud af kroppen, hvor jeg kom for tæt på en viadukt, som ”vandt” over min gule BMW 2002 fra 1972.


Også Per Hjort Jensen fra Mariager fik slået kalechen ned i sin Mercedes-Benz 230 SL (1966).
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Lindum Skov Hill Climb 2022 blev afviklet i flot forsommervejr uden afkørsler og mekaniske nedbrud.

- Ikke uventet gik totalsejren til hill climb-specialisten Heino Mejer fra Horsens i Volvo 242 Turbo (1983), oplyser Preben Stensballe. - I hill climb må man gerne køre single. Men selv med co-driveren Bo Møllgård Jensen som ”succesballast” havde Heino et pænt forspring toeren i generalklassementet. Herind strøg Christian Jakobsen fra København i sin Ford Escort Mk2 BDG (1976) foran Lars Engebjerg fra Give i Toyota (1985).


Shell Helix Historic Sprint Cup fremviste et nyt initiativ inden for old timere.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Startfeltet kom fra hele Danmark, og samtidig blev der gjort reklame for en nystartet søster-serie.

- Vi havde besøg fra Shell Helix Historic Sprint Cup, afslutter Preben Stensballe. - Dette beviser, at konkurrencefart med old timere bliver mere og mere populært. Automobiler er til for at blive brugt og ikke til at samle støv i garagerne.


Oliver Saust fra Shell Helix Historic Sprint Cup gav en ung rallyfan en køreoplevelse ud over det sædvanlige.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Lindum Skov Hill Climb 2022

Åge Keseler Kirketerp

Læs mere om:
  • Lindum Skov
  • 21/05/22 - Lindum Skov - Hill Climb
  •