Som sportsudøver stiller man altid op for at vinde. Og det var også en topmotiveret Sebastian som lørdag formiddag kæmpede med om Pole Position til weekendens første af tre løb. En lille fejljustering af dæktrykket undervejs i tidtagningen betød at Sebastian missede førstepladsen med bare 0,067 sekund.
Det blev der til gengæld rettet op på da første løb gik i gang. Efter bare to omgange overtog Sebastian føringen af løbet og kørte et lille forspring ud til nærmeste konkurrent. Føringen holdt til det ternede flag og dermed var den første Formel 4-sejr tilføjet CV'et.
Til det andet løb var der til gengæld overhalinger på programmet. De otte bedst placerede fra første løb startede i omvendt rækkefølge, så Sebastian kunne kæmpe sig frem fra ottendepladsen da starten gik.
Fra start var der angreb fra første færd, og da løbet var slut kunne den 16-årige racerkører igen køre over målstregen som den første efter femten intense omgange.
Med to sejre var Pole Position til det sidste løb også en realitet, men et racerløb er ikke vundet før det ternede flag er passeret - så Sebastian holdt gaskablet stramt og lavede et forspring på ni sekunder ned til andenpladsen inden han kunne sikre sin tredje løbssejr i én og samme weekend.
- Det har været en vild weekend! Hele Team FormulaSport har gjort et imponerende stykke arbejde hele weekenden igennem, så jeg har kunnet fokusere på at gøre mit bedste bag rattet. Tre sejre og føring i mesterskabet er mere end jeg havde regnet med, for de andre kørere i serien er også dygtige - det var jo tydeligt med en tidtagning, hvor vi lå så tæt, fortæller Sebastian Gravlund, som godt kunne mærke at de seriøse forberedelser til sæsonen har givet pote:
- Jeg er heldig at have kørt mange hundrede kilometer i en racerbil allerede inden den spanske sæson startede, så jeg er godt varmet op, hvis man kan sige det sådan. Det er gået ret stærkt med at vænne mig til bilen herhjemme, så det har nok været min fordel. Jeg er glad for at have en opbakning fra mine sponsorer som gør det her muligt!
En ny pokal til samlingen og føring i det danske Formel 4-mesterskab
Det næste løb i det danske mesterskab springer Sebastian Gravlund over, da der også køres i Spanien i den weekend. Det betyder, at føringen med al sandsynlighed bliver sat over styr - så resten af den danske sæson skal der køres stærkt, hvis en DM-titel skal sikres:
- De tre dårligste resultater i mesterskabet bliver fjernet fra stillingen, og med tre stensikre nuller i det næste løb betyder det, at alle andre løb kommer til at tælle for mig. Der bliver ikke plads til fejl, så det bliver da en sjov udfordring, griner Sebastian Gravlund.
Næste løb for Sebastian bliver på Jerez-banen syd for Sevilla den 29. maj.
Gravlund Motorsport Læs mere om: Sebastian GravlundPadborg Park08/05/22 - Padborg Park - Formel 4 DK |