Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Indy Lights

Ung dansk racerkomet debuterer i den amerikanske version af Formel 2

Indy Lights 
25/02/22 

Indy LightsEfter i suveræn stil at have vundet to formelmesterskaber i træk, er den unge danske racerkører Christian Rasmussen på søndag klar til at suse forbi modstanderne i den amerikanske motorløbsserie Indy Lights. Det 21-årige ambitiøse stortalent har høje forventninger til sæsonen, og jagten er sat ind mod drømmen om IndyCar.
 

Søndag starter 2022-sæsonen af Indy Lights, som er niveauet lige under IndyCar. Det sker med deltagelse af den succesfulde racerkomet Christian Rasmussen, som er snublende nær IndyCar, hvis det bliver til endnu et mesterskab. I de to forgangne sæsoner har han fejet al modstand af banen og nærmest overlegent vundet formelmesterskaberne i henholdsvis U.S. F2000 National Championship og Indy Pro 2000, som er udviklingsserier på vejen mod det forjættede land IndyCar.

Derfor har han også været en eftertragtet herre og er på søndag klar til at tørne ud for det succesfulde racerteam Andretti Autosports i Indy Lights. Der en særlig grund til, at valget faldt på netop Andretti Autosports for Christian Rasmussen. Holdet har det bedste og mest konkurrencedygtige Indy Lights-program, og alle kørere, der har været ombord hos Andretti Autosports, har i løbet af deres karriere prøvet kræfter med et IndyCar-løb.

Mesterskabsdrømme

Racertalentet har da også store forventninger til søndagens løb og resten af sæsonen, hvorfor han heller ikke lægger skjul på sine ambitioner.

”Mine forventninger for weekenden og ikke mindst resten af sæsonen er naturligvis meget høje. Jeg er der for at vinde mesterskabet. Jeg kommer fra at have vundet de seneste to mesterskaber i træk, hvilket har banet vejen for, hvor jeg er i dag. Den rejse har jeg på ingen måde i sinde at stoppe nu. Det kommer til at være en interessant weekend og en spændende sæson i Indy Lights i år. Jeg tror og håber på, at jeg kan være med helt fremme, hvor det sker,” siger Christian Rasmussen, som forhåbentligt kan se frem mod en tilværelse i IndyCar inden for en kort årrække. Muligvis allerede til næste år.

Gode erfaringer med bybane

Søndagens løb skydes i gang i St. Petersburg, Florida, kl. 15.30 dansk tid, hvor kørerne skal køre 45 omgange på en knap 2,9 km lang bybane. Christian Rasmussen har gode erfaringer med banen i det sydøstlige USA. I sidste sæson vandt han et af de to løb, der blev afholdt på banen. Derfor ser den unge mand fra Dragør også frem til endnu engang at ræse igennem byen.

”Jeg glæder mig altid til weekenderne, hvor der køres på bybaner. Der er altid en speciel stemning, når vi kører imellem betonmurene rundt omkring i USA. St. Petersburg er den bybane, jeg har mest erfaring med, og jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til at få et godt resultatet,” siger Christian Rasmussen forud for dagens løb.

Foruden Christian Rasmussen repræsenterer Andretti Sports også tre andre racerkører i Indy Lights-serien. Sæsonen afgøres over 14 løb, hvor det sidste falder i september.

Løbskalenderen for 2022-sæsonen af Indy Lights kan ses her.

Mads Birkekær
Geelmuyden Kiese


Læs mere om:
  • Christian Rasmussen
  •