Denne specialstrækning er næsten hvert år med i løbet, og er frygtet af mange af deltagerne. Den er som oftest dækket af sne med en hård bund af is, og har i tidens løb kostet mange deltagere en ellers fin placering i løbet. Den frygt slap en stor del af deltagerne for i år, da mange biler sad fast på strækningen, som derfor måtte aflyses, og deltagerne sendes tilbage fra startstedet, og direkte i mål i Valence.
Kim Kjærsgaard Frandsen og Jan Østergaard letter ben i en skarp kurve på en af dagens bjergetaper (Foto: Emilie Weber Wellendorf)
Kim Kjærsgaard Frandsen og Jan Østergaard havde en hård start på dagen, ikke ville starte efter nattens hvil. Jan måtte skubbe bilen ud af parc fermé, i halen af 10 biler der skulle starte før dem. Man må ikke reparere i parc fermé så det var en hård start på dagen. Ydermere var teamets servicebil kørt mod første specialstrækning, så de måtte kaldes tilbage for finde fejlen. Bilen kom i gang igen, men de har kæmpet med problemer hele dagen, og først ved sidste service før specialstrækning 12, som blev aflyst på grund af sne, fik de helt styr på fejlen.
Kim og Jan siger nærmest i kor: ”Ellers har vi dag eksperimenteret lidt med vores mål, som drillede i går. Vi har ikke rigtigt haft succes med vores eksperimenter, så vi ved stadig ikke hvad det er der driller. På trods af problemerne er vi glade, og har en god følelse. Løbet er jo ikke færdig endnu, og vi kæmper videre fra den plads vi ligger på som nr. 61. i løbet. Alt kan ske endnu. I går blev vi desværre fanget i en hastighedskontrol, hvor vi overskred hastigheden med en my, men måtte indkassere 500 ekstra strafpoint. Det kostede nok mindst 25 placeringer i den samlede stilling. Det kan vi jo kun takke egen ivrighed for”.
Det var en krævende dag på de franske bjergveje. Her presser Per Vilslev og Erik Andersen Kadett'en på vej op ad bjerget. (Foto: Emilie Weber Wellendorf)
Per Vilslev og Erik Andersen har haft en dag, hvor de synes at alt kører godt. Per Vilslev: ”Vi kæmper dog stadig med tidsproblemet fra i går, men alt i alt en fin dag, selvom den sidste spændende specialstrækning med sne blev aflyst. Det er de gamle franskmænd i deres lave biler med sommerdæk, som vi må kæmpe med hver gang der er sne og de kører fast. Havde de ikke været der, havde vi sagtens kunnet køre igennem de 15-20 cm sne der lå. Vore ispiloter kom jo igennem uden problemer inden starten gik på strækningen”.
Per Vilslev og Erik Andersen kan i aften gå i seng med en god mavefornemmelse med en generel placering som nr. 54 af de 226 deltagere der er tilbage i løbet.
Michael Kristiansen og Michael Andersen deltager i år i deres andet Rallye Monte Carlo Historique (Foto: Emilie Weber Wellendorf)
Michael Kristiansen og Michael Andersen har som de øvrige haft en god dag. ”Vi har ligesom nogle af de andre har eksperimenteret lidt med vores målegrej, da det stadig driller. Da vi kom til sidste specialstrækning, havde vi kort forinden fået vores pigdæk monteret, for nu skulle vi i sne. Desværre var den aflyst, så vi måtte en anden vej retur til Valence, og her fik vi så kørt i sne, og testet at pigdækkene virker i sne med isglat underlag. Resultatmæssigt er det gået okay, og vi ligger placeret i feltet som forventet”.
Michael Kristiansen og Michael Andersen er efter dagens strabadser nr. 134.
Jens Gandrup og Kristian Flensbak holder her klar til start på den 9. specialstrækning i løbet (Foto: Emilie Weber Wellendorf)
Fra Kristian Flensbak der er co-driver for faderen Jens Gandrup, lyder det: ”Vi var ikke helt tilfredse med gårsdagens resultater efter en ellers problemfri dag i bilen. Vi kiggede resultaterne igennem i aftes, og blev enige om at stiller vores ur lidt frem i dag, og køre efter det. Det hjalp lidt på afvigelserne og dermed resultaterne, som i dag har været hæderlige. Vi har i dag haft et fint flow i bilen, og er ærgerlige over at vi ikke kunne køre snekørsel på Col de l’Echarasson, da den strækning plejer at ryste en del rundt på placeringerne. Men sådan skulle det åbenbart ikke være i år. Vi vil fortsætte arbejdet i morgen, og vil så gøre alt for at holde kadencen”.
Efter de første gennemkørte 11 specialstrækninger ligger Jens Gandrup og Kristian Flensbak placeret som nr. 25.
Kenneth Kruse Simonsen og Otto Kristensen holder klar til start på SR10 i RMCH 2022 (Foto: Emilie Weber Wellendorf)
Det er i skrivende stund ikke lykkedes at få en udtalelse fra Kennet Kruse Simonsen eller Otto Kristensen. Ifølge resultatlisten for dagen, ser det ud til at de har haft en god dag på pisterne. Dagens bedste resultat for Kenneth og Otto var en 8. plads på den 9. specialstrækning.
De slutter 4. dagen i RMCH af på en generel 35. plads efter de 11 gennemførte specialstrækninger.
Chris Larsen og Toni Hansen kører deres første Rallye Monte Carlo Classic sammen i Chris Larsens fint polerede Lotus Europe Twin Cam (Foto: Emilie Weber Wellendorf)
For første gang er en dansk deltager med i Rallye Monte Carlo Classic, som i år køres for 5. gang. Chris Larsen og Toni Hansen kører løbet i Chris Larsens grønne Lotus Europe Twin Cam. I dag kørte de første etape af det to dage lange løb, som tirsdag eftermiddag slutter i Monaco. Der køres udenfor konkurrence, så det er en ren hyggetur de er ude på.
Toni Hansen sagde inden løbet: ”Det er 8. gang jeg er i Frankrig for at deltage i et Monte. Denne gang er det i Classic-løbet, og nu som co-driver. Jeg har de tidligere 7 gange deltaget som chauffør. Denne gang vil jeg læne mig tilbage i passagersædet og nyde naturen i det sydfranske, da vi deltager helt udenfor konkurrence”.
Efter dagens etape er det næsten uundgåelige sket for Classic-kørerne. Chris Larsen har fået stikket med Monte-bacillen, en sygdom som de fleste rammes af, når de deltager første gang. Det er sjældent, at første gang bliver sidste gang. Det har været en god dag for Lotus-teamet, selvom de også måtte vende om på grund af det kraftige snefald.
I morgen, tirsdag den 1. februar starter de første deltager fra Valence mod Monaco kl. 6:00. Første specialstrækning køres kl. 7:30. Første bil er i mål i Monaco kl. 15:10. Derefter er der pause indtil kl. 21:00, hvor den afsluttende etape med to vanskelige specialstrækninger i de høje bjerge nord for Monaco køres. ”De lange knives nat”, som denne afsluttende etape kaldes, køres på veje der er kendt som nogle af de mest udfordrende i det ”rigtige” Rallye Monte Carlo, som altid er tællende til verdensmesterskabet i rally. Den første bil på denne etape er i mål i Monaco kl. 01:30 natten til onsdag.
rallypics.dk Viggo Johansen Læs mere om: Monte Carlo02/02/22 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique |