De fleste deltagere havde lidt bekymringer i løbet af dagen, da de havde vanskeligt ved at får de mål de kørte efter til at passe med virkeligheden. Deltagerne beretter her fra dagens etape på sammenlagt ca. 370 km. hvoraf de 122 km var specialstrækninger hvor sekunderne tæller.
Kenneth Simonsen og Otto Kristensen
Efter vore bremseproblemer i går, startede vi dagen med et serviceeftersyn så snart vi var kommet ud af parc fermé, hvor bilen har stået siden vi kom i mål i går, og hvor vi ikke må reparere på bilen. Vore servicefolk fik hurtigt lavet de nødvendige reparationer af vore bremser. De nødvendige reservedele var med venlig hjælp fra lokale skaffet i løbet af natten.
Det var fint vejr fra morgenstunden og der var ikke udsigt til is og sne på dagens rute, så det var bare afsted. Vi synes at alt går godt. Vi gør det vi gerne vil, og ifølge vores måleudstyr ligger vi der på ruten hvor vi gerne vil, og der hvor vi ifølge vore beregninger skal. Desværre viser resultatlisten efter første specialstrækning noget andet, og vi får en del flere strafpoint end forventet. Vi kan ikke umiddelbart analysere hvor fejlen ligger, så vi kan ikke korrigere vores måde at køre på. Det billede går så igen resten af dagen. Vi kan se, at det ikke kun er os der har problemerne.
Kenneth Kruse Simonsen og Otto Kristensen er atter kørende efter deres bremseproblemer tidligere i løbet (Foto: wellendorffoto – Emilie Weber Wellendorf)
Vi kører efter en rutebog vi selv har været med til at opmåle og producere, men det er tilsyneladende ikke den vi kan give skylden. Mange kører efter andre rutebøger, og de ser ud til at have de samme problemer, så de kørere vi ellers normalt sammenligner os med får også betydeligt flere strafpoint end normalt når føret er som det har været i dag med kun lidt sne eller is.
I det store hele har det været en rigtig god dag, men vi undrer os over tiderne, og sad på de sidste specialstrækninger og smågrinede lidt af, at nu fik vi nok 1.000 strafpoint igen, selvom vi mente at køre perfek. Vi skal nu hjem på hotelværelset og analysere hvad det skyldes. De kørere vi taler med omkring os undrer sig alle over hvor alle de strafpoint vi alle får kommer fra.
Løbet er delt op i to klasser, en high-speed klasse og en low-speed klasse. Vi kører i low-speed klassen, og starter i den klasse som 8. bedste bil, hvilket er et rigtigt fint udgangspunkt til resten af løbet. Generelt ligger vi som nr. 45, så det er okay, alt taget i betragtning.
Kim Frandsen og Jan Østergaard
Vi kan dele dagen op i flere kategorier. Det er gået rigtigt fint med bilen og samarbejdet i bilen. Det har hele dagen været nogle rigtigt spændende specialstrækninger. Vi fik inden starten meldinger fra vore ispiloter om lidt is og sne, men valgte at køre på vores almindelige vinterdæk, og det viste sig at være det rigtige valg. Den første specialstrækning i morges, SR5, var en rigtig hård udfordring, hvor man skulle holde speederkablet stramt, og virkelig være koncentreret fra start. Vi kom fint igennem strækningen, og havde en rigtig god fornemmelse i kroppen efter etapen.
Kim Kjærsgaard Frandsen og Jan Østergaard kæmper her med at holde tiden på en specialstrækning (Foto: wellendorffoto – Emilie Weber Wellendorf)
Det skulle dog vises sig, at vores fornemmelse ikke helt stemte overens med de resultater vi efterfølgende så på resultatlisten. Det samme er sket for mange af de andre deltagere, så der er lige noget vi skal have analyseret på.
Vi er ikke helt tilfredse med de mål vi har kørt efter i dag, så vi improviserede lidt på den sidste specialstrækning for at forsøge et eller andet, så vi kunne undgå for mange strafpoint. Vi prøvede at korrigere rutebogens mål med nogle meter, ud fra de resultater vi kunne se på dagens første specialstrækninger, men det er vanskeligt at køre efter. Det gav dog resultat, så vi kom i mål som bedste danske bil på en 21. plads på dagens sidste specialstrækning. Vi slutter i dag på en generel placering som nr. 72 efter de fire specialstrækninger.
Michael Kristiansen og Michael Andersen
Vi fik en hård start på den 43 km lange specialstrækning, hvor vejforløbet gjorde at vi virkeligt vågnede op. Vi har ikke haft de voldsomme fejl undervejs, og vi er ikke kørt forkert. Vi synes at det er gået rigtigt godt, og vi havde undervejs en god fornemmelse. Vi har kørt hele dagen på almindelige vinterdæk, hvilket var det rigtige valg i dag, hvor vi mødte meget få strækninger hvor det var glat.
Michael Kristiansen og Michael Andersen har haft en god dag på de snoede veje i Ardéche (Foto: wellendorffoto – Emilie Weber Wellendorf)
Desværre ramte vi et kæmpe trafikkaos på den sidste transportetape mod den sidste tidskontrol. Det betød at vi kom en halv time for sent til kontrollen, og indkasserede en masse strafpoint, som påvirker resultatet. Vi vil nu forsøge om vi kan få kompenseret for noget af det tabte, men vi forventer ikke at de er lydhøre overfor det.
Per Vilslev og Erik Andersen
Isnoterne i morges sagde stort set tørre veje, så vi valgte at køre ud på nye vinterdæk, hvilket var et godt valg. Det har været nogle gode specialstrækninger at køre, men når vi ser på vore resultater, hænger det ikke helt sammen. Vi kan ikke finde ud af hvad der er galt, men et eller andet stemmer ikke helt, da de deltagere vi normalt sammenligner os med, stort set har lignende afvigelser. I morgen starter vi som nr. 72.
Per Vilslev og Erik Andersen har fået godt gang i den gul-sorte Opel Kadett GSE (Foto: wellendorffoto – Emilie Weber Wellendorf)
Vi håber så på at vi, sammen med de øvrige danske deltagere, i aften kan finde en løsning på hvad vi gør for at få vores mål til at passe bedre med det løbsledelsen havde tænkt sig. Hverken vi eller de øvrige danske deltagere kan lige regne ud hvor de afvigelser vi har stammer fra, men vi må forsøge et eller andet til de kommende dage.
Desværre lykkedes det af tidsmæssige årsager ikke at få et slutinterview med det sidste af de danske hold, Jens Gandrup og Kristian Flensbak. Hvis man ser på dagens resultater, er de kommet bedst igennem dagen. De slutter sammenlagt som nr. 29 efter dagens etape. I morgen starter de ud som nr. 55 efter lørdagens kvalifikation.
Jens Gandrup (th) og Kristian Flensbak er en velgennemført etape i Ardéche søndag den 30. januar (Foto: wellendorffoto – Emilie Weber Wellendorf)
Rallye Monte Carlo Historique 2022 fortsætter i morgen, mandag den 31. januar med yderligere fire specialstrækninger af de i alt 17 der er i løbet. Der køres i morgen i Drôme distriktet, som ligger øst for Valence, hvor der både er start og mål på den ca. 470 km lange etape.
Mandag er også dagen hvor et rally for klassiske biler kobler sig på løbet. Rallye Monte Carlo Classic 2022 er den 5. klassiske udgave af løbet. Ingen danskere har tidligere deltaget i løbet, men i år har Toni Hansen og Chris Larsen, begge fra Horsens, tilmeldt sig løbet i Chris Larsens fine Lotus Europe Twin Cam. Toni Hansen er en gammel rotte i Rallye Monte Carlo Historique regi. Han har sammen med Per Brodersen som co-driver deltaget syv gange i det historiske løb, med en 4. plads som bedste placering i 2019. Nu er tiden kommet til den klassiske del af løbet, og denne gang bliver det i co-driver sædet.
Chris Larsen og Toni Hansen tester her Chris Larsens Lotus Europe Twin Cam inden det går løs i morgen (Foto: wellendorffoto – Emilie Weber Wellendorf)
Rallye Monte Carlo Classic er ikke et konkurrence-løb. Deltagerne kører mandag den samme rute som deltagerne i det historiske rally i Drôme området øst for Valence, med start og mål i Valence. Tirsdag kører de så en direkte rute til Monaco, med start i Valence, hvor deltagerne i det historiske rally kører yderligere fire specialstrækninger i Provence.
De danske deltageres generelle placering i Rallye Monte Carlo Historique efter de første 8 specialstrækninger er:
Start nr. 126, Jens Gandrup og Kristian Flensbak ligger nr. 26
Start nr. 268, Kenneth Kruse Simonsen og Otto Kristensen ligger nr. 45
Start nr. 159, Per Vilslev og Erik Andersen ligger nr. 57
Start nr. 157, Kim Kjærsgaard Frandsen og Jan Østergaard ligger nr. 72
Start nr. 215, Michael Kristiansen og Michael Andersen ligger nr. 128
Presseteamet
Viggo Johansen,
rallypics.dk
Læs mere om: Monte Carlo02/02/22 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique |