Når Oresund Rally køres lørdag den 30. oktober, er der et hold, som har helt særlige ambitioner om at vinde. For syv år siden lånte far og datter, Torben Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf fra Holte og Frederiksberg, en MG B, som de stillede op med i turistklassen i Oresund Rally 2014. Og de kom i mål på en delt førsteplads. Det gav blod på tanden.
I en lånt MG B vandt Torben Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf klassesejr i det første rally, de stillede op i. Det var i Turistklassen i Oresund Rally 2014. (Foto: Michael Eisenberg - Intercom)
Fra at være turister uden dybere viden om motorsport kørte de sig herefter i en Triumph TR4A på få år op i toppen af pålidelighedsrally med klassiske biler, og i 2020 vandt de totalsejren i Oresund Rally. I år vil de forsøge at vinde igen.
Klassisk pålidelighedsrally er for biler fra før 1991, og det handler om at køre ad rette vej efter et kort og samtidig om mest nøjagtigt at holde en given gennemsnitshastighed på ikke over 50 km/t. Med andre ord: slow-rally.
Med denne yderst velholdte Triumph TR4A kørte Torben Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf sig på få år op blandt de bedste i klassisk pålidelighedsrally. (Foto: Michael Eisenberg - Intercom)
Torben og Emilie har et råd til alle bilglade mennesker, der drømmer om at prøve et ægte rally.
"Stil op i turistklassen i jeres egen bil, også selv om den er moderne, og prøv det!" siger Emilie.
"Der er enormt mange søde mennesker i denne sport, og de deler gerne ud af deres erfaringer. Vi lærte meget af de råd, vores konkurrenter gav os," siger Torben.
I 2020 tog Torben Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf en sensationel totalsejr i Oresund Rally med denne VW Scirocco GTL. Og når løbet starter lørdag den 30. oktober på Torvet i Hillerød, er de blandt favoritterne til totalsejren. (Foto: Michael Eisenberg - Intercom)
Når dette års udgave af Oresund Rally starter på Torvet i Hillerød lørdag den 30. oktober kl. 10, er far og datter blandt favoritterne i den VW Scirocco GTL, som de kører med i dag.
Hvis man kunne tænke sig at prøve at køre et ægte rally uden at skulle frygte for skrammer på bilen eller selvrespekten, kan man stille op i turistklassen. Det kræver blot en bil, en chauffør samt en codriver med kuglepen og lineal. Tilmelding sker via løbets hjemmeside: http://www.oresundrally.org/.
"Stil op i turistklassen i jeres egen bil og prøv det!" siger Emilie Weber Wellendorf. "Der er enormt mange søde mennesker i denne sport," supplerer hendes far Torben Weber Andersen. (Foto: Michael Eisenberg - Intercom)
http://www.oresundrally.org/
Michael Eisenberg Læs mere om: 30/10/21 - Oresund RallyNyt om Oresund Rally 2021 |