Simon Vallentin gav alt, hvad han og rallybilen kunne klare, og et par gangen anelse for meget, så han og co-driver Peter Egholm sluttede DM-opgøret med bronze, men satser på at komme stærkt tilbage i 2022. (Foto: specialpress@gmail.com)
To hurtige snurreture afskar Simon Vallentin og Peter Egholm, Svinninge/Kirke Hyllinge, fra at vinde guld i weekendens slutopgør. De måtte i Rally Naturens Rige ved Tarm og Skjern nøjes med en samlet tredjeplads og DM-bronze, selv om de i deres 4-hjulstrukne Hyundai i20 R5 var hurtigst på fire, næsthurtigst på to og tredjehurtigst på én af finalerundens otte rallyprøver.
De havde chancen for at slå DM-opgørets førende hold, Kristian Poulsen og Ole Frederiksen, Risskov/Skibby, med et enkelt point, fordi sidstnævnte ikke var til start i finalen.
Det var til gengæld sidste års vinder af Dansk Super Rally, Martin Johansen sammen med Dan Johannsen, begge fra Vejen, samt Kenneth Madsen og Mette Felthaus, Ruds Vedby/Horsens, som var blandt de hurtige hold, som kunne komme i vejen for Hyundai-holdets forsøg på at vinde den midtjyske slutrunde.
Hyundai-teamet lagde stærkt ud straks fra starten og viste konkurrenterne baghjul både før og efter de to snurreture. (Foto: specialpress@gmail.com)
EN SNURRETUR I SKJERN ...
Vallentin og Egholm lagde ud med at sætte tiderne på dagens to første rallyprøver, og fortsatte i højt tempo på den tredje, der blev kørt i Skjerns industriområde og delvis på gruset underlag. Det sidste var ikke i sig selv noget problem, da Simon Vallentin modsat mange andre har det fint med at køre på grus. I det mindste så længe, at det ikke går for stærkt.
(Foto: specialpress@gmail.com)
- Vi skulle til højre efter en lang venstrekurve, men jeg fik bremset lidt for sent, så det endte med bilen snurrede rundt og gik i stå. Så inden jeg fik den startet igen og fik bilen tilbage i det rette spor, havde vi sat vores forspring over styr og var godt 17 sekunder bagud for vores nærmeste konkurrent, fastslog en ærgerlig Simon Vallentin efterfølgende.
- Vi kørte på grænsen af det mulige, så der var ikke plads til den mindste fejl. Alligevel gav vi ikke op; det gør vi aldrig, men fortsatte i samme tempo. Konkurrenterne kunne jo også lave fejl og derved bringe os på omgangshøjde igen, tilføjede Simon Vallentin.
(Foto: specialpress@gmail.com)
... OG ÉN MERE VED ASTRUP
På den efterfølgende 18 kilometer lange rallyprøve med et langt afløb på grus var Simon Vallentin opsat på at få rettet op på situationen og havde god fart på bilen, da han på grund af en fejl i holdets noter fik lidt for meget fart på i et sving, så bilen skred ud, stak fronten i en grøft og endte med at stå på tværs af vejen. Denne gang dog uden at gå i stå.
Efter endnu en snurretur i deres Hyundai i20 R5 handlede det for Simon Vallentin og Peter Egholm primært om at komme i mål - og på podiet! (Foto: specialpress@gmail.com)
- Men tabte vi så lige yderligere 13 sekunder. I sagens natur var vi bare nødt til at fortsætte. Med det høje tempo kunne alt ske. Ikke kun for os, men også for konkurrenterne, konstaterede han efterfølgende.
Men Martin Johansen og Kenneth Madsen sluttede i Tarm som nummer et og to generelt og i deres klasse, så Simon Vallentin og Peter Egholm måtte til trods for deres fire prøvesejre og næsthurtigste tider på tre rallyprøver, nøjes med tredjepladsen og DM-bronzemedaljerne.
Det polske Kowax-team er professionelle folk og de fik hurtigt fikset den rappe Hyundai i20, så Simon Vallentin og Peter Egholm kunne fuldføre og entre sejrspodiet for at hente deres bronzemedaljer. (Foto: specialpress@gmail.com)
- Vi tager hatten af for Martin og Kenneth, de var gode konkurrenter at køre imod. Vi havde chancen og forsøgte at udnytte den, men selv om det ikke i denne omgang helt gik vores vej, er jeg tilfreds. Vi har i løbet af DM-turneringen fået vist, at vi med Hyundai i20‹eren, et tæt samarbejde med Kowax-teamet og vore sponsorer samt støtte fra publikum kan være med i allerforreste række, og vi satser på at kunne vende tilbage i 2022 og gøre det endnu bedre, sluttede Simon Vallentin efter årets hektiske DM-opgør og en tur på sejrspodiet med bronzemedaljer om halsen.
(Foto: specialpress@gmail.com)
Simon Vallentin, Hyundai Rally Team Danmark Morten Dam - autoMOTIV/specialpress Læs mere om: Simon VallentinIkast09/10/21 - Ikast - DM Rally - DM |