Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Touring Car Racing Denmark

Fortsat fremgang for MICCAR RACING

TCR Denmark 
23/09/21 

TCR DenmarkDet blev et Classic Race Aarhus med fortsat fremgang for Carsten Lorenzen og MICCAR RACING, da TCR Denmark gæstede den snævre asfalt, omgivet af beton.
 

Holdet fra Marstrup nær Haderslev havde allerede erfaring fra banen tilbage fra 2017-sæsonen, men det var første gang Carsten gæstede gaderne omkring Mindeparken i Honda Civic-raceren.

Selvom det næsten var en måned siden det seneste TCR løb, har der bestemt ikke været stille hjemme på værkstedet. I forbindelse med Grand Prix Danmark døde motoren nemlig, og der måtte skaffes en anden. Det lykkedes ved hjælp af holdets gode sponsorer, samt hurtig levering fra J.A.S. Motorsport.


(Foto: MICCAR RACING)

Løbsweekenden i Aarhus startede allerede fredag ved middagstid, hvor der skulle køres to træninger. Den første blev brugt som funktionstest for den nye motor, hvorefter træning 2 blev til nogle godkendte omgange, med 18. hurtigste tid til følge.

Det måske allervigtigste programpunkt på weekendens tidsplan var kvalifikationen. Jo længere man ville komme frem i feltet, jo mindre var chancen for eventuel kontakt med konkurrenter. Her lykkedes det at sætte 17. hurtigste tid af alle, tidsmæssigt meget tæt på de tre kørere foran ham.

Herefter var der 6 timers ventetid inden det første heat af tre skulle køres. Det blev til en udmærket start for Carsten, som hurtigt rykkede et par pladser frem i feltet. Der var nogle konkurrenter som flettede hjul i de første sving, men det lykkedes Lorenzen at holde sig ude af det og kunne tage målflaget på 14. pladsen, hvor han undervejs havde sat en omgangstid, der var næsten to sekunder hurtigere end i kvalifikationen.


(Foto: MICCAR RACING)

Søndag formiddag skulle heat 2 køres, men da de røde lamper slukkede gik bilen i stå. Heldigvis for Lorenzen fik han hurtigt liv i bilen og da man er langt nede i fart i sving 1 i Aarhus, så havde den grønne Honda hurtig kontakt til feltet igen.

Nogle omgange inde i løbet var der et uheld med tre involverede biler, som Carsten kunne smutte forbi, mens de enten holdt helt stille eller var på vej til at navigere sig tilbage på sporet. Endvidere kom Safety Car’en på banen midt i løbet for at få en strandet bil fjernet, hvilket samlede hele feltet.

Da løbet blev givet frit igen mistede Lorenzen en enkelt placering, men kunne stadig køre sig hjem på en fin 16. plads – med en hel bil.


(Foto: MICCAR RACING)

Finalen skulle startes fra 19. startposition, hvilket viste sig at blive held i uheld. Der var et kæmpe crash lige efter starten, som involverede næsten halvdelen af feltet på den ene eller anden måde. Igen lykkedes det den grønne Honda med startnummer 71 at slippe igennem balladen. Desværre blev løbet stoppet og alle biler sat tilbage på de samme startpositioner igen – så alt det ”vundne” var tabt igen.

Da starten gik for anden gang var Lorenzen hurtigt fremme på 11. pladsen og endda helt oppe som 10’er nogle omgange. Selvom der blev kæmpet hårdt for at forsvare 10. pladsen, måtte Lorenzen se sig overhalet mod slutningen af løbet.

11. pladsen blev en tangering af sæsonens hidtil bedste resultat, som sjovt nok kom på seriens anden gadebane i København.

Selvom Lorenzen lukrerede lidt på at der udgik så mange biler i heatet, så har teamet gennem hele weekenden vist, at de begynder at finde farten i Honda’en og kan være med om placeringerne.


(Foto: MICCAR RACING)

Der resterer to afdelinger af TCR Denmark 2021. Den næste afdeling bliver på FDM Jyllandsringen om halvanden uge, inden der skal køres på Padborg Park to uger efter.

MICCAR RACING og Carsten Lorenzen føler sig rigtig godt rustet til især det første af de to, da det er den bane i Danmark han har kørt flest omgange på i år, og derfor har fundet et rigtig godt setup til bilen.

Husk at man nu endelig kan komme på banerne igen, så der er god grund til at tage til FDM Jyllandsringen den 2. og 3. oktober 2021, for at følge teamet med den letgenkendelige grønne Honda Civic TCR FK2 med startnummer 71 i sideruden.

MICCAR RACING

JJ Media


Læs mere om:
  • Carsten Lorenzen
  • MICCAR RACING
  • Mindeparken (Gadeløb)
  • 19/09/21 - Mindeparken (Gadeløb) - TCR Denmark
  •