Dagen før den officielle åbning af Classic Race Aarhus blev en 1:1-model af den Audi R18 TDI e-tron quattro, som Tom Kristensen vandt sin niende Le Mans-sejr med i 2013 afsløret i Mindeparken. Bag modellen står Caspar Bennedsen og medarbejderne i hans virksomhed Brick Works ApS, som har brugt 1.445 timer på at udvikle og bygge modellen.
Forud for Classic Race Aarhus blev en 1:1-model af Tom Kristensens Le Mans-vinderbil afsløres. Tom Kristensen (t.v.) og Caspar Bennedsen (med ryggen til) fjernede det røde klæde. (Foto: Classic Race Aarhus / Henrik Sørensen)
”Hvor er det et flot arbejde, som du, Caspar, og dine medarbejdere har præsteret,” sagde en tydeligt imponeret Tom Kristensen ved afsløringen. ”Det er helt eminent, hvad du kan med LEGO-klodser. Det er flot gået. Modellen viser virkelig, at det er en dedikeret person, som har stået bag.”
Caspar Bennedsen (t.v.) og Tom Kristensen (t.h.) med LEGO-modellen af den Audi R18, Tom Kristensen i 2013 vandt Le Mans med. (Foto: Classic Race Aarhus / Henrik Sørensen)
Selv om modellen pr. definition er meget klodset, er den også utrolig detaljerig. Bilens vinduesvisker var et samtaleemne under præsentationen, hvor Tom Kristensen roste dens udformning.
”Jeg har et fantastisk team på otte mand, som har bygget modellen,” siger Caspar Bennedsen. ” Der var selvfølgelig ting, vi ikke kunne lave i LEGO. Undervejs snakkede vi om, hvorvidt nogen ville opdage detaljen med vinduesviskeren. Det vil Tom, sagde jeg til dem.”
”Jeg er megastolt over det resultat, der er kommet ud af bestræbelserne,” siger Poul Dalsgaard, direktør ved Classic Race Aarhus. ”Jeg vil gerne takke Caspar, LEGO og Tom for det gode samarbejde.”
”Caspar havde en idé om, at vi skulle lave et samarbejde. Jeg vidste, at Tom Kristensen og Classic Race Aarhus også var klar, og her står vi med resultatet,” siger Line Ann La Cour, LEGO Brand og Event Manager for Norden.
Modellen af Audi R18-Le Mans-raceren vil man lørdag og søndag kunne se i Mindeparken under Classic Race Aarhus.
Læs mere om: Tom KristensenMindeparken (Gadeløb)19/09/21 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus |