”Det var virkelig et stort boost for mig,” siger den glade racerkører fra LM Racing. ”Vi har haft vores udfordringer i år, men da jeg var hurtigst af alle i fredagens træninger, var jeg klar over, at det kunne blive en god løbsweekend. Og det tør man nok sige, at det blev.”
Nicolai Sylvest kørte to sejre hjem ved Grand Prixet på FDM Jyllandsringen.
Med sjettebedste tid i første tidtagning havde racerkøreren fra Jægerspris gjort tilstrækkeligt til at være blandt de ti hurtigste, som gik videre til anden tidtagning. Her satte han virkelig trumf på med en omgangstid, der var et halvt sekund bedre end den næstbedste, der blev sat af den forsvarende mester Kasper H. Jensen.
”Det gav mig pole position til det første af lørdagens tre løb,” forklarer Nicolai Sylvest. ”Jeg fik en god start, trak fra konkurrenterne og vandt med hele seks sekunders forspring.” Sejren havde også den konsekvens, at han til det næste løb skulle starte som nummer 10. Da man vender de 10 første fra første løb. ”Min startplads var i ydersporet, og selv om jeg igen fik lavet en god start, var der en del tumult. Det var svært at komme ind blandt kørerne i indersporet, så i stedet for at risikere skader, valgte jeg at trække mig.” Han røg tilbage på 12.-pladsen, men fik senere kørt sig fire pladser frem. ”Resultatmæssigt var det ikke tilfredsstillende. Til gengæld havde jeg en bil helt uden skader til finalen.”
Og i finalen viste Nicolai Sylvest sine evner bag et rat. Fra en startposition som nummer tre skød han forbi Kasper H. Jensen og tog andenpladsen.
”Foran havde Casper Elgaard fået luft på førstepladsen, men jeg fik hurtigt kørt ham ind. På tredje omgang gik jeg til angreb på Casper. Jeg tror ikke, han regnede med, at jeg ville komme op på siden af ham, men det gjorde jeg altså og kom forbi,” fortæller Nicolai Sylvest.
Nicolai Sylvest stak af fra Casper Elgaard og det øvrige felt, og selv om hele feltet var blevet samlet igen, da der blev indsat en safety car, gentog han præstationen, da løbet atter blev givet frit. Ligesom i det første heat blev hans sejrsmargen på seks sekunder.
Nicolai Sylvest øverst på podiet. (Foto: Kim Gripping - TCR Denmark)
”Det er fedt endelig at vinde igen, men det er også fedt, når jeg kikker på pointtabellen,” siger Nicolai Sylvest. ”Jeg er rykket op på tredjepladsen i kørermesterskabet, og selv om jeg var LM Racings eneste kører i denne weekend, fik jeg også sikret, at teamet fortsat fører teammesterskabet. Samtidig har jeg også taget vigtige point fra de andre kørere, så min teamkammerat Jan Magnussen stadig har en god chance i mesterskabet.”
”Der skal lyde en kæmpestor tak til hele mit team for det store arbejde, de har udført med at give mig så god en bil. Uden dem og så selvfølgelig mine fantastiske sponsorer havde dette resultat ikke været muligt,” afslutter en smilende Nicolai Sylvest.
Næste afdeling af TCR Danmark køres ved Classic Race Aarhus den 17.-19. september, løbet kan igen følges live på TV2 Sport X og på TV2 Play.
Sylvest Motorsport Læs mere om: Nicolai SylvestJyllandsringen22/08/21 - Jyllandsringen - TCR Denmark |