Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

IndyCar Series

Christian Lundgaard klar til overraskende debut i Indycar

IndyCar
Series  

09/08/21 

I den kommende weekend debuterer Christian Lundgaard i den amerikanske Indycar-serie, når han skal køre team Rahal Letterman Lanigan Racings (RLL) Indycar ved 12. afdeling på Indianapolis Motor Speedway.
 

Løbet kombinerer dele af den berømte ovalbane med racerbanen på inderkredsen. Indycar er den amerikanske pendant til Formel 1 og har deltagelse af flere tidligere Formel 1 kørere, blandt andet Kevin Magnussens tidligere holdkammerat Romain Grosjean. Christian Lundgaard bliver den kun fjerde dansker, der har deltaget i et løb i Indycar-serien. De tidligere danske deltagere er Jan Magnussen (1996 + 1999), Ronnie Bremer (2005) og Kevin Magnussen, der deltog i et enkelt løb i år.


Christian Lundgaard ved sin Indycar test på Barber Motorsports Park.
(Foto: Daniel Lundgaard)

Christian Lundgaard er en del af Alpine Academy, Alpine F1 teamets juniorprogram, der hjælper unge racerkørere på vej mod toppen af motorsport. Christian Lundgaard testede for nyligt en Indycar for første gange, da han testede Team RLL's Indycar på Barber Motorsports Park den 26. juli.

Christian Lundgaard ser frem til at konkurrere på den knap 4 kilometer lange Indianapolis Motor Speedway, der består af 14 sving, hvoraf det ene er sving 1 på ovalbanen, der i dette layout køres i modsat retning. Lundgaard besøgte banen, da han var på besøg hos teamet i Indianapolis i juli for at få lavet sæde til racerbilen.

"Jeg glæder mig for vildt, til at køre Indycar" fortæller Christian Lundgaard, der får startnummer 45 på sin Indycar, der er udstyret med Honda motor. "Jeg har allerede været utrolig heldig, at køre nogle fantastiske racerbiler i min karriere og jeg glæder mig til officielt, at tilføje Indycar til den liste. Som forberedelse til dette løb har jeg allerede testet bilen og den føles fantastisk med masser af power og jeg er sikker på, at det vil føles endnu vildere ved en raceweekend sammen med alle de store talenter, der er i serien. Der har været arbejdet hårdt for, at få dette til at lykkes og for at jeg kunne få så god en forberedelse som muligt selvom tiden har været knap. Det bliver selvfølgelig en kæmpe udfordring, men jeg føler mig klar. Der bliver meget at lære på kort tid, men det er spændende, at få lov at prøve noget helt nyt. Jeg har faktisk set alle Indycar løbene i år, så det er fantastisk pludselig selv at få chancen for at deltage. Jeg kan slet udtrykke en stor nok tak til Rahal Letterman Lanigan Racing, Alpine, mine sponsorer og investorer, for at give mig denne mulighed. Det er en stor chance, og jeg kan ikke vente med at give alt, hvad jeg har.”


Christian Lundgaard ved sin Indycar test på Barber Motorsports Park.
(Foto: Daniel Lundgaard)

"Vi var meget tilfredse med det arbejde, Christian udførte ved vores seneste test på Barber Motorsports Park, og vi glæder os til at se ham køre på Indianapolis Motor Speedway," sagde Bobby Rahal, der er medejer af Rahal Letterman Lanigan Racing sammen med TV-ikonet David Letterman og Mike Lanigan. "Det bliver en ny raceroplevelse for Christian og selvfølgelig en stor udfordring på grund af den manglende træningstid sammenlignet med andre løb. Banens layout minder meget om de europæiske baner, da den er designet til blandt andet Formel 1, så jeg tror ikke den vil være lige så svær som vores mere traditionelle Indycar racerbaner. Når vi tager den manglende tid til test og træning i betragtning, så har vi ikke større forventninger til Christian end at han går ud og leverer et solidt stykke arbejde og så tager vi den derfra.”

Davide Brivio, Alpine F1 Team Racing Director, tilføjer: “Indycar er en stærk konkurrencedygtig serie med meget stærke kørere og vi er spændte på at se, hvordan Christian klarer denne udfordring. Christian er fortsat en vigtig del af Alpine Academy, da han har vist et stort talent gennem sin juniorkarriere. Efter to sæsoner i Formel 2 evaluerer vi forskellige muligheder for det næste skridt, men lige nu fokuserer vi bare på nuet. Christian skal nyde oplevelsen af at køre en helt anden type bil i et anderledes racermiljø. Jeg er sikker på, at han vil nyde det, arbejde hårdt og leverer på banen og jeg kan slet ikke vente med at se løbet!”

Lundgaard Racing Press

Jan Kaiser

Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  • Rahal Letterman Racing
  • Barber Motorsports Park
  • Indianapolis Motor Speedway
  •