Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Sidste omgang for Bjarne P

Speedway 
30/07/21 

En stor karriere går snart på hæld for Bjarne Pedersen, der som kaptajn for Esbjerg Vikings markerer det på Granly Speedway Arena den 24. september.
 

Han har hentet VM-titler med Danmark og vundet Grand Prix-løb individuelt, og få har som Bjarne Pedersen været med til at tegne dansk speedway de seneste årtier. Det er derfor en glorværdig karriere, der bliver indstillet efter denne sæson, og det vil den navnkundige kører gerne markere på Granly Speedway Arena med afskedsløbet Final Lap, hvor Bjarne Pedersen som holdkaptajn for Esbjerg Vikings har haft hjemmebane de seneste sæsoner.


Bjarne Pedersen
(Foto: Benny Skou)

- Det bliver da specielt, når jeg efter mere end 30 år i sporten kører min sidste omgang på en dansk bane, og jeg er glad for, at jeg får muligheden for at markere det i Esbjerg, som har vist sig som en fantastisk klub til de sidste år i min karriere. Jeg håber, at vi kan lave en speedwayfest med mange spændende kørere, så jeg kan afslutte tingene med et brag, lyder det med et smil fra Bjarne Pedersen, der allerede har en stor del af feltet på plads.

- Der bliver noget at glæde sig til, og der går ikke så længe, inden vi løfter sløret for det endelige felt, og jeg er beæret over, at så mange vil være med til at markere mig. Det gør mig stolt over min tid i sporten, som i forvejen har givet mig så meget, og der er da heldigvis også en god tradition for, at vi som gode kollegaer stiller op for hinanden, siger Bjarne Pedersen, der så småt kan mærke en lille klump i halsen.

- Jeg går ind i en travl del af sæsonen, så jeg holder mig godt beskæftiget, men det begynder at blive virkelighed, og det er da emotionelt. Der er bare mange følelser i det for mig, for jeg kender jo ikke rigtigt til andet end at være speedwaykører, men jeg ser selvfølgelig også frem til, at jeg kan være mere sammen med familien, og så får jeg mulighed for at nyde speedway, mens jeg står udenfor banen. Nu nyder jeg den sidste tid som aktiv, og så gælder det om at slutte med maner.

Bjarne Pedersens Final Lap køres i Esbjerg på Granly Speedway Arena den 24. september. Billetter kan købes på Ticketmaster.dk.

Esbjerg Vikings

Lars Guldager Dyhr