Sæsonens næste udfordring venter i weekenden for deltagerne i Danish Endurance Championship. Efter løb på den bakkede Ring Djursland og den lynhurtige Padborg Park gælder det to løb på FDM Jyllandsringen – Danmarks længste racerbane.
Der bliver kamp i alle de fem divisioner, som indgår i Danish Endurance Championship. I den hurtigste DEC5-division har Lars E. Pedersen/Mikkel O. Pedersen, Ringsted/Struer, taget tre af fire mulige sejre i år, men her er det Valdemar Eriksen, Nibe, som bag rattet af sin Audi R8 LMS GT3 har været hurtigste konstellation og fører tabellen an.
Valdemar Eriksen og hans Audi R8 LMS GT3 har været den hurtigste konstellation i år i Danish Endurance Championship. (Foto: Henning Smed)
DEC2- og DEC3-divisionerne har været præget af mange tætte kampe. Og med vidt forskellige vindere.
DEC3-divisionen har været årets mest alsidige. De fire hidtil kørte løb har haft fire forskellige vindende mandskaber. VHA Motorsport, Holmgaard Motorsport, Dan Agro Racing og Sally Racing står alle noteret for en løbssejr, hvilket understreger den hårde konkurrence, der er i klassen, hvor bilerne tæller et mix fra TCR-standardvogne til specialbyggede racerbiler. Det samme gør sig for så vidt gældende i DEC2-divisionen, hvor også prototyper kæmper mod modificerede standardvogne.
Division 3 er en af divisionerne med den største forskel i bilerne og den største kamp. Her fører CTS Racings Arion (309) an foran Dan Agro Racings Audi RS3 LMS TCR (311) og Sally Racings Seat Leon TCR (301). (Foto: Henning Smed)
Danish Endurance Championship handler ikke så meget om, hvad du deltager med, men hvordan du gør det. For de op til timelange løb er i den grad en holdindsats. Langdistanceløb vindes på racerbanen, men tabes i pitten, så derfor er det vigtigt, at mekanikerne er klar – og kørerne ligeså – når det obligatoriske pitstop skal foretages midt under løbet.
Løbsweekenden på FDM Jyllandsringen tæller to løb over henholdsvis 50 og 60 minutter. Det første køres sent lørdag eftermiddag. Det andet søndag middag. Oprindeligt skulle arrangementet på FDM Jyllandsringen havde fundet sted tidligere på foråret, men en corona-flytning betyder desværre, at der ikke vil være livestreaming fra løbene, da mandskabet bag produktionen var booket til anden side, da datoændringen skete.
Danish Endurance Championship
Padborg Park
Læs mere om: Jyllandsringen04/07/21 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship |