Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Verstappen vinder Steiermarks Grand Prix

Formel 1 
27/06/21 

Forglemmeligt løb fra Østrig
Det var ikke et løb, der vil blive husket for meget. Nok ikke for noget. Men Verstappen vandt foran Hamilton og bankede dermed endnu et søm ligkisten for Mercedes' totale dominans. De kan sagtens vinde igen, men der er store dyr på savannen.
 

Der var drama på Red Bull Ring. Gasly blev i starten ramt af Leclerc, der generelt ramlede ind i folk i dag og alligevel blev driver of the day. Gasly spandt sig en tur og et par andre opførte en lille ballet sammen med ham. Men mens de to andre kørte videre, var Gaslys løb slut. Franskmanden humpede hjem til pitten, men ophænget var ødelagt. Og det var så det drama.

Måske var der også en lille smule drama med George Russell, der kørte et godt løb for Wiliams - den tid det varede, altså. For det varede ikke så længe. Russell lå ellers på 8. pladsen og det lå i kortene at det kunne blive den bedste dag i årevis for Williams. Men hydrauliske problemer tvang ham først til et langt pitstop og senere tvang de ham helt ud af løbet. Ærgerligt! Det havde ellers været opløftende på en triviel dag.

Men altså, jo, Verstappen vandt. Det gjorde han ved at føre og uden at være truet. Hos Mercedes er man sikkert lidt forundret, det er teams altid når deres monopol på toppen forsvinder. Christian Horner har styret sit team igennem en nedtur og fået det på ret køl igen. Toto Wolff har kun kendt til optur og det bliver spændende at se hvordan han klarer det i fremtiden, når succesen ikke kommer af sig selv. Fælles for de to østrigske teambosser er, at de kan være ret åbenmundede og de sidste par uger har der også været en del historier hvor de udtaler sig om hinandens valg og måder at passe deres arbejde på. I virkeligheden ret kedsommeligt. Drama mellem teambosser vil bare reducere F1 til en søndags-soap. Kan vi dramaet ud på banen og kørere med mere kant end deres teamchefer, tak!

Bottas blev nr. 3 og leverede for andet løb i træk en fornuftig præstation. Mens Verstappen og Hamilton er i en klasse for sig selv, har Bottas måske genfundet formen som er krævet, når man sidder i en af de to topbiler i sporten. Perez sidder også i en topbil og hans præstation i dag var på det jævne. Med et sent pitstop forsøgte han at hente hurtigste omgang. Men på sidste omgang snuppede Hamilton det point, da han, efter at have opgivet at vinde, lod sig falde tilbage, så han fik fri luft hele vejen rundt. Så ikke en gang en trøstepræmie kunne det blive til for Perez.

Lando Norris fik igen point. Det gør han altid. Lidt problemer med bilen undervejs, pegede ellers i retningen af, at i dag kunne være dagen, hvor han ikke gennemførte, men til hans held var problemerne midlertidige. Sainz og Leclerc blev nr. 6 og 7. Lecclerc var ellers helt nede bag Mazepin på et tidspunkt, så han fik kørt sig flot tilbage i løbet. Stroll blev nr. 8, efter et sent dækskifte. Igen virkede taktikken for Aston Martin, eller i al fald for Stroll. Alonso fik de to point for 9. pladsen, mens Tsunoda holdt sig ude af probelmer og hentede det enlige point.

Lige uden for pointene var det, de gamle teamkolleger fra Ferrari, Raikkonen og Vettel der kæmpede om at blive nr. 11. En kamp finnen vandt.

Ikke et stort løb, men det første inderligt kedelige løb i år. Kedelige løb er også en del af F1 historien - og så håber vi bare på, at når de kører næste uges Østrigske Grand Prix, er tingene blevet bedre.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Red Bull Ring
  • 27/06/21 - Red Bull Ring - Formel 1 - FIA F1
  •