Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Verstappen snupper sejren på Paul Ricard

Formel 1 
20/06/21 

Spænding til det sidste
Det var taktik på den fede måde, der afgjorde løbet i Frankrig. Det var ikke et spørgsmål om, den ene fik stoppet en omgang før den anden og var 0,02 sekunder hurtigere i pitten. Nej, det var slet ikke i detaljen, men i valget af strategi. Red Bull valgte en vej (faktist to - Verstappen og Perez kørte på hver sin), mens Mercedes valgte en anden.
 

Fodbold slutrunder og VM i F1 kan nogle gange komme på tværs af hinanden. I dag havde jeg egentlig tænkt mig at udnytte det og sammenstille hvordan det gik i løbet, med hvordan det gik i fodboldkampen. Sådan en halv time før løbets start gik det op for mig, at der slet ikke var nogen fodboldkamp, og den idé døde. Altså lige indtil løbet var slut. For Frankrigs Grand Prix 2021 var på ingen måder et typisk F1 løb.

Men idé havde været at beskrive hvordan de to sportsgrenes spændingskurver nærmest krydser hinanden. Fodbold starter ofte lidt forsigtigt, der kan være lidt stillingskrig og ofte kan slutningen være ret intens. F1 er ofte det omvendte, vældig dramatik i starten, lidt stillingskrig midt på og så bliver det afgørende slag sat ind, hvorefter slutningen ofte bliver en lidt statisk affære. Ikke i dag.

Selve starten var afdæmpet, og det var kun fordi Verstappen lavede en fejl, at Hamilton kom forbi og førte den første del af løbet. Feltet blev hurtigt revet midt over. Forrest havde vi Mercedes og Red Bull, bagved alle de andre. Frem til pitstoppet var løbet faktisk ret statisk i front. Længere nede var der hele dagen kampe og dueller. Midterfeltet gav et godt løb i dag. Men det gjorde fronten også.

Hamilton og Verstappen pittede tæt på hinanden og da Red Bull bare er bedre i den disciplin, samtidig med at Verstappen havde en supergod ind-omgang, endte det med at hollænderen kom ud foran Hamilton. Bottas pittede samtidig som de to andre, og nu lå de så der, pænt tæt på hinanden, men med Perez i front. Mexicaneren skiftede først dæk cirka ti omgange efter de andre. Alle havde de planlagt en et-stop strategi. Men både Hamilton og Verstappen klagede over deres dæk. At Hamilton klager over sine dæk, skal man ikke nødvendigvis ikke ligge ret meget i. Det gør han rutinemæssigt, hvorefter han kører videre og vinder alligevel. Han gjorde da heller ikke noget ved sine beklagelser. Men det gjorde Verstappen, der dykkede ind i pitten, fik nye dæk og nu var nummer fire i løbet og en hel del sekunder efter de andre.

Derfra indledte han en jagt, der første bragte ham forbi Perez i søsterbilen. Det gik nemt og smertefri. Bottas måtte han kæmpe mod. Og så var det som om hans dæk havde toppet. Hamiltons forspring forblev det samme. Skulle den regerende mester igen cruise en sejr hjem på slidte dæk, fordi konkurrenten havde slidt deres dæk mere? Bag dem smuttede Perez også forbi Bottas. Det var her omkring løbet blev som en fodboldkamp. Hamilton havde scoret det første hurtige mål. Ved pitstoppet havde Verstappen udlignet. Så valgte Verstappen den offensive strategi, mens Hamilton valgte at pakke sig i forsvaret - og det så ud til at lykkedes. Men i de sidste omgange satte Verstappen stormløbet ind - kastede snøren og halede sig ind på Hamilton. På næstsidste omgang hev han sig, takket være DRS, helt op til Hamilton og smuttede forbi. En scoring 89. minut og så ellers bare vente på at tiden gik.

Ligesom i fodbold, hvor der skal to hold til at skabe en god fodboldkamp, så skal der også flere kørere til at skabe et godt løb. I de to førende teams, fejlede ingen af kørerne. Det kan godt være Bottas igen ikke kom på podiet, men han kørte et godt løb og lå hele vejen igennem tæt på Hamilton. Tilfreds var han dog ikke, ikke fordi han kun blev nr . 4, men fordi han var utilfreds med et-stop strategien. Over radioen kunne man høre ham tydeligt irriteret sige, at de burde have lyttet til ham, da han havde sagt, at de skulle have planlagt to stops. Men det ændrer ikke på at Bottas i dag var skarpere end i de fleste af de andre løb i sæsonen.

McLaren blev nr. 5 og 6. med Norris forrest. Endnu en god dag hos de orange biler. Flot kørt af dem begge - og det var ellers en dag, hvor de var involveret i mange dueller. Gasly blev nr. 7 efter et flot løb, mens Alonso blev nr. 8 efter et ligeså flot løb. Aston Martin blev nr. 9 og 10 med Vettel forrest. Ligesom Perez ventede de to grønne biler, med deres enlige pitstop og det bragte dem langt fremad.

Dagens skuffelse var Ferrari. I et løb hvor ingen udgik, og de fleste leverede det bedste de kunne, endte Ferrari på en 11. (Sainz) og 16. plads (Leclerc). Ikke en god dag for de røde italienske hingste. Men ellers var der faktisk ikke mange skuffelser. Og nu over til EM i fodbold!

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Paul Ricard
  • 20/06/21 - Paul Ricard - Formel 1 - FIA F1
  •