Efter en suveræn weekend med tre løbssejre ud af tre mulige til sæsonpremieren på TCR Denmark på Ring Djursland, skal Jan Magnussen nu i aktion under sydligere himmelstrøg, når danskeren stiller op til anden afdeling af VM-serien for sportsvogne, FIA World Endurance Championship, på Portimao.
(Foto: CHRISTIAN VERMEULEN)
På den 4,7 kilometer lange portugisiske racerbane, som også lægger asfalt til Formel 1-feltet, skal Jan Magnussen forsøge at sikre et topresultat sammen med Anders Fjordbach, Dennis Andersen og resten af det danske LMP2-team, High Class Racing.
(Foto: CHRISTIAN VERMEULEN)
– Vi havde en udfordrende sæsonstart med en niendeplads på Spa-Francorchamps, hvor vi kæmpede med topfarten. Samtidig var det også vores første løb i en helt ny konstellation, og selv om vi gerne ville have sluttet med et bedre resultat, så lærte vi alligevel en masse undervejs hele processen. De erfaringer tager vi med videre til Portimao, som for mig er en helt ny bane. Men det er også en bane, som jeg ser pænt meget frem til at udforske. Det er få år gammel og topmoderne racerbane, som alligevel er ret oldschool i sin udformning. Du har bakker, og du har hurtige sving, og så har du en ekstrem hurtig langside. Det ligner en bane, som lægger op til kampe, og hvor du virkelig har noget at vinde eller tabe, hvis du satser, lyder det fra Jan Magnussen.
(Foto: CHRISTIAN VERMEULEN)
Magnussen, Fjordbach og Andersen har 10 konkurrenter at kæmpe imod i den benhårde LMP2-klasse, som danner det næststørste felt i weekendens WEC-løb. Eventen skydes i gang med træning fredag eftermiddag, mens lørdag byder på to yderligere træningssessions samt kvalifikation. Søndag flages det otte timer lange VM-løb grønt klokken 12.00 dansk tid, og fans kan følge med live på TV 2 PLAY, Eurosport, Motorsport.TV samt på den officielle WEC-app.
(Foto: CHRISTIAN VERMEULEN)
FIA WORLD ENDURANCE CHAMPIONSHIP
TIDSPLAN – PORTIMAO
Fredag 11. juni
15.15 (16.15) – Træning #1 (90 min)
Lørdag 12. juni
09.35 (10.35) – Træning #2 (90 min)
14.00 (15.00) – Træning #3 (60 min)
18.20 (19.20) – Kvalifikation (10 min)
Søndag 13. juni
11.00 (12.00) – RACE (8 timer)
Følg med LIVE: Eurosport, Motorsport.TV, WEC App
Jan Magnussen Racing
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Jan MagnussenHigh Class RacingPortimão13/06/21 - Portimão - FIA WEC - FIA VM |