Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Touring Car Racing Denmark

Godkendt åbningsløb for MICCAR RACING

TCR Denmark 
08/06/21 

TCR DenmarkDet blev et godkendt åbningsløb for MICCAR RACING og Carsten Lorenzen, da den første afdeling af TCR Denmark mesterskabet 2021 blev kørt på Ring Djursland.
 

Ikke nok med at det var det første løb i 2021, så var det debut i klassen for Lorenzen.

Racerkøreren fra Marstrup nær Haderslev havde kun haft to testdage, samt en funktionstest i Honda Civic TCR FK2 raceren, som er yderst letgenkendelig med dens chromegrønne farve.

Weekenden blev startet med to træninger, hvor det blev til to gange 19. hurtigste tid ud af de 20 kørere. Det gik hurtigere og hurtigere for hver omgang i bilen, men der skulle findes endnu mere tid inden kvalifikationen.

Der blev ændret en smule på bilens opsætning, men det var ikke noget som gav det helt store tidsmæssige hop og kvalifikationen resulterede således til 19. startposition.


(Foto: Steffen Knudsen – www.SKphoto.dk)

Weekenden viste tydeligt, at det simpelthen er køretid i den nye bil Carsten mangler, og derfor blev der stort ikke eksperimenteret mere med opsætning, men derimod arbejdet mere med det mentale og få flyttet Lorenzens grænser ved bl.a. nedbremsninger. Dette var noget der virkelig gav pote i løb 1. Her blev omgangstiderne næsten forbedret med over et sekund i forhold til kvalifikationen, mens konkurrenterne stadig kørte de samme omgangstider.

Startplaceringen som nummer 19 til løb 1 var sådan set heldig nok, for der var et sammenstød midt i feltet, som Carsten heldigvis havde tid til at undvige. Det udløste en Safety Car, så en skadet bil kunne blive slæbt væk fra banen, og de små vragdele kunne blive fejet ind i siden.

Da løbet blev givet frit igen, lå Carsten og kæmpede med omkring 15. pladsen, hvor placeringerne skiftede et par gange.

Han endte med at krydse målstregen på 15. pladsen generelt, og 7’er blandt Trofeo kørerne, hvilket også var startplaceringen til løb 2.

Den start forløb heldigvis mere smertefri end den første, men nogle af de hurtigere kørere som havde været involveret i uheldet i første løb, fik hurtigt kæmpet sig forbi Lorenzen. Men der kom 18 omgange mere på erfaringskontoen, og en 18. plads til køreren med startnummer 71 på siden, samt en 8. plads blandt Trofeo konkurrenterne.


(Foto: Steffen Knudsen – www.SKphoto.dk)

Resultatet af de to første løb dannede startplaceringerne til finaleløbet, hvor det igen var 18. startposition.

Det blev til en rigtig god start for Lorenzen, som holdt fast i placeringen, og endda fik overhalet en konkurrent i løbet af den første omgang. Den varme asfalt, og ikke mindst de 5 minutters længere køretid end de to andre løb gjorde, at bilen stille og roligt blev langsommere og langsommere.

Mod slutningen af løbet blev han passeret med en omgang af de førende kørere, men det endte faktisk lidt med at blive en positiv oplevelse, da han så kunne hægte sig på de resterende omgange, hvor han faktisk hang rimelig godt på de allerhurtigste, som også bøvlede med varme dæk. Slutresultatet blev en samlet 16. plads generelt, hvilket rakte til 8. pladsen blandt Trofeo kørerne.

Så alt i alt sluttede weekenden på en positiv måde, og der er kommet en masse erfaring ind på kontoen, som med sikkerhed kan udnyttes til de næste løb i 2021 sæsonen. Desværre var weekenden det eneste løb på Ring Djursland i år, så det bliver svært at overføre direkte til et eventuelt efterårsløb, men der er stadig erfaringer med eks. opsætning som kan overføres til de andre baner.


(Foto: Steffen Knudsen – www.SKphoto.dk)

Carsten Lorenzen indtager aktuelt 8. pladsen i Trofeo mesterskabet, som er for de ikke professionelle racerkørere over 40 år.

Nu har holdet en måneds forberedelsestid, inden den 2. afdeling af TCR Denmark skal køres på FDM Jyllandsringen den 3.-4. juli. Her er planen fra banens side, at der bliver lukket op for tilskuere, så man kan se det direkte på banen, i stedet for blot at følge det på tv skærmene hjemme fra stuen.

MICCAR RACING

JJ Media


Læs mere om:
  • Carsten Lorenzen
  • MICCAR RACING
  • Ring Djursland
  • 06/06/21 - Ring Djursland - TCR Denmark
  •