Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

24H Series

Dansk motorsportshistorie - Kæmpe triumf for Michael Christensen på Nürburgring

24H Series 
06/06/21 

Michael Christensen skrev dansk motorsportshistorie, da han søndag vandt 24 timers løbet på Nürburgring for Manthey Racing i deres "Grello" Porsche 911 GT3 R. Med sejren blev Michael Christensen første dansker, der har vundet de fire store 24 timers løb Le Mans, Daytona, Spa og nu Nürburgring Nordsløjfen. Ydermere har Michael Christensen vundet 12 timers løbet på Sebring og VM for sportsvogne.
 

Den 49. udgave af 24 timers løbet på Nürburgring Nordsløjfen bød på ekstremt svære forhold, der betød at løbet under natten var stoppet med rødt flag. Løbet startede med let regn på dele af den 25 km. lange bane, der gjorde dækvalget for de 121 startende biler udfordrende. Flere biler blev fanget af store mængder vand på den svære bane og skøjtede af banen.

Michael Christensens holdkammerat Kevin Estre startede fra ellevte startposition, men herfra fik han Porschen op på andenpladsen inden Michael Christensen overtog bilen. Banen tørrede igen op og Michael Christensen måtte hurtigt i pit igen efter tørvejrsdæk. Han fik bragt bilen i front, men senere på aftenen, med tredje kører Cairoli bag rattet tog regnen til og i nattemørket måtte man til sidst stoppe løbet, da regn og ikke mindst tåge i Eifel Bjergene gjorde forholdene og sigtbarheden umulige til racerløb.

Manthey Racings neon gul-grønne "Grello" Porsche lå på det tidspunkt på sjettepladsen, hvilket var startpositionen, da løbet blev genoptaget søndag. Herfra fik Estre og Christensen bragt bilen tilbage i front og efter sidste pitstop kom de ud på banen med en føring på 15 sekunder til nærmeste konkurrent. Føringen holdt til mål, hvor Christensen, Estre og Cairoli kunne fejre sejren foran BMW M6 og Mercedes AMG.

"Jeg er p....hamrende stolt over, at have vundet det her løb" fortalte en super glad Michael Christensen efter løbet. "Det er et løb, man som racerkører rigtig gerne vil have på sit CV og ikke mindst et løb, jeg rigtig gerne ville vinde. Efter skuffelsen i 2019, hvor vi lå til at vinde, er det rart endelig at have vundet. For at vinde her, skal alt gå op i en højere enhed. Man kommer ikke her som rookie og vinder. Man skal have et rigtig stærkt team og et rigtig stærkt kører lineup. Og man skal vide, hvornår man skal satse og vide, hvornår man skal passe på.

Vi havde ikke den hurtigste bil til det her løb, men vi spillede vores kort bedst og vi kom i mål uden en skramme på bilen. Og hvis man så det her løb, så så man også, hvor mange der allerede var kørt galt inden det røde flag og alene i den sidste timer var der mange uheld. Så endelig at stå som vinder her er bare helt fantastisk og jeg er virkelig stolt over, at være en del af det her hold".

Michael Christensen Press

Jan Kaiser

Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Nürburgring
  • 06/06/21 - Nürburgring - 24H Series
  •