Sidste år skiftede han sin gokart ud med en Porsche Cayman og vandt det europæiske GT4-mesterskab som en af de yngste debutanter nogensinde. Den kommende weekend tager Bastian Buus så endnu et stort skridt op ad karrierestigen, når den 17-årige dansker stiller til start i en af de hårdeste mærkeserier i verden, Porsche Carrera Cup Deutschland. Her skal den unge racerkører fra Kolding kæmpe mod nogle af Europas hurtigste og mest håbefulde sportsvognstalenter.
(Foto: Bastian Buus Racing)
– Jeg glæder mig vildt meget til det her. Vi havde en rigtig god test tidligere på måneden og det bliver spændende at se, om vi stadig har farten. Jeg har en god fornemmelse af, at det kommer til at gå os godt denne weekend, men vi har også brug for at komme stærkt fra start, for jeg har en klar forventning om at vinde rookiemesterskabet i år og slutte i top-syv generelt, lyder det fra Bastian Buus.
(Foto: Bastian Buus Racing)
Årets udgave af Porsche Carrera Cup Deutschland er den 32. version af det berømte tyske mesterskab, og sæsonåbneren afvikles på den belgiske Formel 1-bane, Spa-Francorchamps, som også lægger asfalt til årets første afdeling af FIA World Endurance Championship. Mesterskabet har opfostret flere fabrikskørere, blandt andre Le Mans-vinderen og Porsche-fabrikskøreren Kévin Estre, som vandt titlen i 2013. Bastian Buus er én ud af otte profiler i 2021-sæsonens talentpulje, som blandt andet har tilknyttet den tidligere Porsche-fabrikskører Wolf Henzler som coach og mentor.
(Foto: Bastian Buus Racing)
Alle kørere i den tyske Carrera Cup-serie kæmper i identiske versioner af den helt nye 992-version af racerbilen Porsche 911 GT3 Cup. Bastian Buus stiller op for det tyske team Allied-Racing, som også hjalp danskeren til GT4-sejren i 2020, og parterne har indgået en toårig aftale med et fælles mål om at sikre den generelle titel i 2022. Men først gælder det altså den kommende weekends sæsonåbner.
(Foto: Bastian Buus Racing)
– Vi har kun én træningssession før det går løs med kvalifikationen og de to løb, så det er lige på og hårdt. Men det er jo ens for alle, og én af mine styrker er, at jeg er ret hurtig til at adoptere og lære, så jeg er ret fortrøstningsfuld. Vores forberedelse er indtil videre gået perfekt, og hvis det fortsætter sådan, vil vi kunne være med dér hvor det er sjovt.
(Foto: Bastian Buus Racing)
2021-udgaven af Porsche Carrera Cup Deutschland afvikles over 16 løb fordelt på otte weekender. Foruden Spa-Francorchamps gæster serien også berømte baner som Red Bull Ring, Monza og Nürburgring. Første afdeling skydes i gang med træning torsdag samt kvalifikation og løb fredag og lørdag. Alle 2021-sæsonens løb kan streames gratis på seriens Facebook-kanal samt på Youtube.
(Foto: Bastian Buus Racing)
PORSCHE CARRERA CUP DEUTSCHLAND
TIDSPLAN – SPA-FRANCORCHAMPS
Torsdag 29. april
10.55 – Træning (60 min)
Fredag 30. april
11.15 – Kvalifikation (35 min)
15.25 – RACE #1 (35 min)
Lørdag 1. maj
11.55 – RACE #2 (35 min)
Følg med LIVE: https://www.youtube.com/user/CarreraCupGermany
Bastian Buus Racing
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Bastian BuusAllied-Racing GmbHSpa-Francorchamps01/05/21 - Spa-Francorchamps - Porsche Carrera Cup Germany |