Facit efter to dages test blev, at LM Racing fik en rigtig god start med teamets to nye Cupra Leon Competición, som med Jan Magnussen endte med at toppe både dag et og to - og især på dag to slog Magnussen til i tiden 1.08.504, der endte som testens hurtigste.
Sidste års mester, Kasper H. Jensen, var næsthurtigst ved testen for Massive Motorsport og Honda. (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
I det samlede billede endte fire biler under 1.09 - for Magnussen fik følgeskab af Kasper H. Jensen (1.08.740), Nicolai Sylvest (1.08.848) og Jacob Mathiassen i 1.08.989.
Casper Elgaard endte som femtehurtigst med at toppe den interne duel hos Peugeot med en 1.09.246 lige foran Michael Markussen, som kørte sjettehurtigst i 1.09.522.
Casper Elgaard endte med bedste tid af Peugeot-racerne i feltet. (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
Nye navne og nye biler
Landets førende racerserie har til denne sæson fået en del tilgang, og foruden at Insight Racing i forbindelse med testen kunne præsentere Philip Lindberg som ny kører i en satsning med tre Alfa Romeo Giulietta TCR-racere, så løftede svenske TPR Motorsport og holdejer Toni Persic også sløret for sit lineup til årets serie - i form af Louise Frost og William Nyberg.
William Nyberg og Louise Frost er på plads hos svenske TPR Motorsport og Honda i år. (Foto: Niklas Majgaard/TCR Denmark)
Det svenske team stiller med to styks Honda Civic TCR Type R FK8 til denne sæson i TCR Denmark. Ligeledes i Honda og under egne teams er Carsten Lorenzen og Steffen Larsen nye i TCR Denmark og specielt førstnævnte fik kørt masser af værdifuld viden ind om den nyindkøbte bil.
Eneste udeblevne kører ved testen var i øvrigt Insight Racings norske håb, Kristian Moe Sætheren, som grundet rejserestriktioner var tvunget til at stå over. Nordmanden håber dog at være klar til premieren for Alfa Romeo-teamet.
Insight Racing og Alfa Romeo stiller i år med tre biler, hvor de to var til start ved testen. Jacob Mathiassen, her forrest, toppede for Alfa Romeo. (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
René Povlsen har som forsvarende Trophy-mester masser at kæmpe for i denne sæson, og Meteors nu orange Volkswagen Golf-racere leverede da også fine tider over testen. (Foto: Kim Gripping/TCR Denmark)
I Trophy er der lagt op til fornyet kamp om titlen. Kenn Bach og Massive Motorsport havde stillet sigtet efter titlen i fjor, men det glippede for nordjyden, som måtte se Meteor Racing og René Povlsen tage guldet.
Over de to testdage var Massive Motorsport-Hondaen hurtigst, men specielt Povlsen og Michael Carlsen i Peugeot skyggede hele tiden Bach på testens omgangstider. Det lover godt for en spændende sæsonpremiere i Trophy, som virkelig leverede et godt ræs i ræset i fjor.
TCR Denmark Læs mere om: Jyllandsringen19/04/21 - Jyllandsringen - TCR Denmark20/04/21 - Jyllandsringen - TCR Denmark |