De der slap, var Bottas og Russell. De to var ramlet sammen og udløste et rødt flag, fordi de havde spredt deres biler over et pænt stykke af banen. Umiddelbart efter, var det ganske tydeligt, at de to ikke var enige om årsagen til sammenstødet. Dybest set mente Russell at Bottas havde presset ham af banen, mens Bottas mente at Russell prøvede at komme forbi, hvor der ikke var plads.
Episoden blev analyseret og derefter, meget fornuftigt, kategoriseret som racing incident - den slags, der sker, når man kører om kap i biler med hastigheder et pænt stykke over det man selv præsterer i Toyota'en på E45 i myldretiden.
To andre blev straffet og det fik rykket rundt i løbets resultat. Først var der Stroll, der blev tildelt en tidsstraf for at overhale Gasly, efter at have fået fordel for at have forladt banen. Det betyder at Gasly overtager 7. pladsen og Stroll rykker ned som nr. 8. Et sjældent tilfælde i F1 af, at den der er offeret for en andens forseelse, faktisk får direkte fordel af straffen.
Den anden kører, som blev straffet var Kimi Raikkonen - og den sag er lidt mere kompleks! Det var i forbindelse med genstarten, da bilerne blev ledt ud af pitten og kørte en omgang bag SC. På vej rundt snurrede Raikkonen rundt og tabte en placering til Hamilton. Raikkonens fejl var, at han ikke tog pladsen tilbage. For det er det, han skal gøre i den situation. Alternativt skulle han være kørt i pit og startet løbet derfra.
Det var Alfa Romeo, der fortalte Raikkonen, at han ikke skulle tage sin plads tilbage. Måske fordi, de tidligere i løbet havde set Perez i en SC periode, lave stort det samme, kører af - tage sin plads tilbage og så blive straffet for det. Problemet er bare, at der er tale om to forskellige omstændigheder. Perez gjorde det under SC periode under gult flag. Hvis man taber en position der, så taber man den. Raikkonen gjorde det på et tidspunkt, hvor løbet ikke var i gang. Den omgang bag SC, da løbet skulle genstartes, er at sammenligne med opvarmningsomgangen før start. Så det er to forskellige sæt regler. At teamet blev forvirret forstår man måske godt!
Raikkonens straf på 30 sekunder, betød at Ocon rykkede op på 9. pladsen, mens den anden Alpine, den med Fernando Alonso, blev forfremmet til 10. pladsen og det sidste point.
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Imola18/04/21 - Imola - Formel 1 - FIA F1 |